Fortsæt til indhold

250 utilfredse borgere i fakkeltog

En stor gruppe borgere i Hillerød viste tirsdag aften, at de er utilfredse med måden, politikerne forvalter deres stemmer på

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Når et flertal af borgerne har stemt på politikere fra den blå blok, bør det også være højreorienterede politikere, der sætter sig på de magtfulde udvalgsformandsposter.

Det budskab bakkede omkring 250 hillerødborgere tirsdag aften op om ved at deltage i et fakkeltog ned gennem Slotsgade til Torvet.

Arrangørerne bag fakkeltoget, Henrik Mohr og Mikala Hansen, var godt tilfredse med fremmødet.

"Det handler om, at når borgerne bruger tid på at gå ned og stemme, og en overvejende del af os stemmer liberalt og borgerligt, så synes vi, at politikerne skal lytte til det og konstituere sig ud fra det," forklarer Mikala Hansen.

Handler ikke om Dorte Meldgaard

Det handler ifølge de to ikke om, hvorvidt Dorte Meldgaard bør indtage borgmesterstolen eller ej:

"For min skyld kan hun sagtens blive borgmester, men det bør være de partier, der får flest stemmer, som er repræsenteret i konstitueringen. Der bør blive samarbejdet og forhandlet bredt, frem for at politikerne placerer sig efter deres egen politiske vindings skyld," siger Mikala Hansen, som selv er medlem af Venstre, men ikke aktiv i partiet.

Arrangørerne bag fakkeltoget indsamlede underskrifter fra en del af deltagerne på et banner med ordlyden "Respekt for borgernes stemmer". Banneret vil de på et tidspunkt aflevere til politikerne, fortæller Henrik Mohr, som ikke selv er medlem af noget parti.

"Dagen derpå tænker vi 'hvad så nu'. Umiddelbart har vi ikke flere planer om protester, men man kan aldrig vide, om vi finder på noget. Der er stadig nogle dage til den 11. december (hvor der er konstitueringsmøde, red.). Så der er stadig mulighed for at få ændret på forhandlingsvilligheden, og vi ønsker, at partierne bag konstitueringen begynder at forhandle med de borgerlige partier," siger han.

Både unge og ældre deltog i fakkeltoget. Foto: John Jessen Hansen

Læste manifest op

Arrangørerne læste i forbindelse med fakkeltoget et manifest op. Det lød som følger:
"Respekt for borgernes stemme!
Vi borgere og vælgere i Hillerød ønsker, at alle de folkevalgte politikere respekterer borgernes stemme.
Vi ønsker at den tillid vi vælgere udviser politikerne, ved at vælge dem til at repræsentere os i byrådet, betales tilbage som respekt for det flertallet har stemt på.
Vi ønsker at politikere ved fremtidige kommunalvalg fremlægger strategier og løfter for hvem de ønsker at konstituere sig med efter på forhånd definerede forudsætninger. Vi ønsker i det hele taget langt mere transparens i den politiske process både før, under og efter et valg.
På denne måde vil nuværende og kommende vælgere være langt bedre rustet end nu, til at forudse effekten af en afgiven stemme.
Et tydeligt borgerligt/liberalt flertal skal følges op af en konstitueringsaftale der i ligeså høj grad tilgodeser de borgerligt/liberale valgte på de vigtigste udvalgsposter i byrådet. Det samme gælder naturligvis den anden vej hvis det måtte blive tilfældet i fremtiden.
Dette vil øge borgernes tillid for vores repræsentative demokrati, og respekten for de folkevalgte politikere. Det modsatte vil føre til politikerlede og ligegyldighed overfor kommende kommunalvalg i særdeleshed, og generelle demokratiske principper i almindelighed.
Vi ønsker respekt for borgernes stemme!"

Fakkeltoget sluttede på Torvet, hvor også Julemøllen lyste op.
Adskillige af deltagerne satte deres underskrifter på bagsiden af banneret, som arrangørerne senere vil aflevere til politikerne. Foto: John Jessen Hansen