Fortsæt til indhold

Den barske nøgenhed fra Granhøj

Granhøj Dans er klar med ny opsætning af et 100 år gammelt, skandaleombrust musikstykke. Nu med nøgne mænd, blod og mindre musik.

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Det er hans mest voldsomme forestilling nogen sinde.
"Der er nøgenhed, og det der er værre. Det er meget barsk," siger Palle Granhøj om sin nyeste danseforestilling, som han og syv dansere for øjeblikket øver på i Klosterport.
Lørdag er der premiere på Granhøj Dans' 'Rite of Spring - Extended'.
Forestillingen bygger på Stravinskys 100 år gamle ”Rite of Spring”, der handler om en unge pige, som bliver ofret og danser sig til døde.
I Palle Granhøjs version er det kun mænd, der medvirker og derfor også en mand, der som hovedpersonen til sidst om ikke dør, så i hvert fald mister sin uskyld.
"Jeg synes, det var interessant at gøre hovedpersonen til en mand. At gøre til en historie om at gå fra dreng til mand. Den historie kunne jeg se mig selv i," siger Palle Granhøj, der under Aarhus Festuge opførte forestillingen ”Men og Mahler”, som han også stadig turnerer med.
"Jeg er slet ikke færdig med mandeuniverset, og med den her forestilling kommer vi endnu længere ind," lyder det kryptisk fra koreografen, der ikke længere selv står på scenen.
"Vi er med i en mandegruppe, inde i hvad man godt kunne kalde omklædningsrummet. Det er meget rituelt, det der foregår," siger Palle Granhøj uden at ville afsløre så meget andet, end der bliver brugt masser af ketchup.
"Den får ikke for lidt. Vi har virkelig skruet op for effekterne."

Version nr. 301

Og det er alt sammen musikkens skyld. Det klassiske musikstykke fra 1913, som er et af de allermest brugte inden for dans og ballet.
Der er lavet ikke bare 100, men 300 forskellige opsætninger af stykket.
Hvorfor skal det så gøres endnu en gang?

"Jeg synes faktisk, at musikken var skrækkelig, første gang jeg hørte den. Den er så matematisk, så intellektuel og akademisk. Men så blev jeg grebet af det, og nu er jeg fuldstændig fascineret. Det er nærmest en besættelse," siger Palle Granhøj.
Han har set mange dansere og koreografer om ikke knække halsen så i hvert fald ikke leve op til Palle Granhøjs forventninger.
"Hver gang jeg har set det, er jeg simpelthen kørt træt i det. Og det er altså nogen af verdens allerbedste dansere, jeg har set til det her musik. Men dansen kunne ikke følge med," siger Palle Granhøj.
Det mener han dog at have fundet løsningen på.
"Jeg har fået lov at lægge pauser ind i musikken undervejs. Så forestillingen i stedet for at vare 33 minutter varer en time. Så kan man hvile ørerne indimellem og bare nyde dansen. På den måde mener jeg, at dansen overvinder den ellers meget stærke musik."
Tilladelsen til at bruge pauser i musikken har han fået fra det engelske forlag, der ejer rettighederne. Det har taget et halvt års tid, men nu er han til gengæld helt sikker på, at alt er i orden.
Han skal ikke risikere at ende i endnu en Leonard Cohen-sag. Som da han pludselig sidste år fik den canadiske sangskrivers pladeselskab på nakken, fordi han brugte hans musik i en forestilling.
På det plan er der ro på.

Ikke for børn og sarte ...

Men på scenen kommer det til at give genlyd, forsikrer han. Ligesom det var en skandaleombrust opsætning i 1913.
"Nå man vælger at tage fat på det her stykke, så skal man altså ikke lave en middelmådig børneforestilling. Så vi går til den," siger Palle Granhøj og afslører en vis nervøsitet.
"Jeg er meget spændt hvordan publikum tager imod forestillingen. Jeg har haft et par prøvevisninger, hvor specielt kvinderne synes, den var for voldsom. Mens mændene ikke på samme måde var forargede. Det er også altid specielt at have premieren i Aarhus. På hjemmebanen. Dér er der bare noget ekstra på spil," siger Palle Granhøj.