Fortsæt til indhold

Unge flytter på plejehjem i Risskov

Samfund
Grethe Bo Madsen

Der kommer nyt liv i gamle klude, når 24 studerende flytter ind i plejeboligerne på Hørgårsvej i Risskov. Her bor i forvejen 38 ældre mennesker, som nu skal til at vænne sig til en hverdag sammen med de unge.
Bag det nytænkende initiativ står brugerrådsformand på Lokalcenter Hørgården. Kirsten Mønster. Hun fik ideen til at lade de unge flytte ind, mens plejeboligerne i en overgang står tomme.
“Jeg syntes, det var synd at de stod tomme og tænkte, at det kunne være dejligt, hvis der flyttede unge mennesker ind, som kunne være med til at skabe liv i huset. Der tales så meget om at bygge bro mellem generationerne, så jeg syntes, det var oplagt at afhjælpe boligventelisterne for de unge på den her måde,” fortæller hun.

Tidsafgrænset lejemål

Plejeboligerne skal med tiden bygges om til moderne plejeboliger, men står tomme i planlægningsfasen. derfor er lejemålene til de unge begrænset til to år.
De unge flytter allerede ind tirsdag 1. oktober. de 24 boliger ligger fordelt på to etager i en selvstændig fløj, hvor de studerende får gangarealer og fællesstue for sig selv, men er fælles med de ældre om lokalcentrets café.
“Det kunne være rigtig fint, hvis man kunne lave nogle gensidige aftaler, hvor begge parter får noget ud samværet. Vi har i forvejen et stort antal frivillige, men vi kan altid bruge flere,” siger Palle Daugaard, der er formand for stedets beboer- og pårørenderåd.