Fortsæt til indhold

Vis omtanke under stormen

Ring kun 112 ved livsfare, lyder det fra Nordsjællands Politi

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Ring kun 112, hvis det er livsnødvendigt.

Sådan lyder meldingen fra Nordsjællands Politi, som under den seneste storm oplevede, at presset på alarmcentralerne blev så stort, at der var lang ventetid på at komme igennem.

"Ring derfor kun om hastende stormskader, hvor personer er kommet til skade, eller hvor der er overhængende fare for, at nogen vil komme til skade," lyder opfordringen fra politiet.

Ifølge de foreløbige oplysninger tyder det ifølge politiet på, at stormen bliver knapt så kraftig som ved sidste storm, men til gengæld vil den vare længere.

Politiet opfordrer til, at alle viser omtanke under stormen og lytter til anbefalinger, som myndighederne kommer med via pressen, hjemmesider og sociale medier.

De opfordrer samtidig til, at man følger disse råd under stormen:

Det kan være farligt at begive sig udenfor, da man risikerer at blive ramt af eksempelvis løsrevne tagsten og grene. Væltede træer kan også spærre for trafikken. Hvis DMI udsender stormvarsel, bør du tage dine forholdsregler.

- Fjern eller fastgør løse genstande. Ryd op rundt om huset, fjern eventuelle løse tagsten fra taget og fastgør trampoliner og lignende.
- Tjek vejrudsigten. Omfatter stormvarslet også kraftig regn, bør du være forberedt på risikoen for oversvømmelse.
- Lad op. Sørg for, at der er batteri på computer og mobil, og hav lommelygte eller stearinlys klar, hvis strømmen skulle gå.
- Bliv indendørs. Hold vinduer og døre lukkede, så længe stormen står på. Tjek nyhederne og hold øje med, hvornår det er ok at bevæge sig ud igen.

Politiet vil løbende opdatere www.politi.dk og sociale medier under stormen. Se oversigt over politiets sociale medier her: www.politi.dk/da/aktuelt/socialeMedier/

"Vi håber, at alle kommer godt igennem torsdag og fredag uden nogen skader," skriver politiet i en pressemeddelelse.