Fortsæt til indhold

Tjek hus og have, inden stormen kommer

Falck opfordrer alle til at fastgøre alle løse genstande i haven, inden Bodil rammer torsdag

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Havetrampoliner, der ikke er fastgjort, risikerer at flyve sig en tur og give skader.

Det er en af de ting, som Falck opfordrer til, man tænker på, inden stormen slår sig løs over landet torsdag og fredag.

”Især havetrampoliner kan være farlige, hvis et vindstød får fat i dem. De kan flyve hen over huse og biler og være årsagen til store skader på dyr, huse og i værste fald mennesker. Derfor er det en god idé enten at sætte hele trampolinen inden for i skuret eller garagen og tage springdugen af for at minimere risikoen,” siger Lars Thykjær Pedersen, der er stationsleder hos Falck i Kolding, i en pressemeddelelse.

Ifølge Falck er der flere ting, man selv kan gøre for at forebygge stormskader på sit eget eller naboens hus eller bil.

De opfordrer til, at man tjekker hus og haven, inden vinden for alvor tager fat:

"Er der nogle tagsten eller tagplader, der ligger løst eller skævt, skal de sættes ordentligt fast eller skiftes. Det er også en god idé at lukke døre og vinduer, både i huset, garagen, skuret og drivhuset, helt til, så de ikke risikerer at blæse op og eventuelt få knust ruder,” udtaler Lars Thykjær Pedersen.

I det hele taget er det vigtigt at fjerne alle løse genstande, både store som små, uden for huset - både haveredskaber, havemøbler og børnenes legetøj.

Falck-råd til stormen
Ÿ Følg vejrudsigten for dit lokalområde og lyt til myndighedernes anvisninger
Ÿ Tjek huset og haven for at sikre eller fjerne alle løse genstande som skraldespande, juletræer, trampoliner, parasol mm. Bind evt. tingene tæt sammen
Ÿ Hvis din bil holder tæt på træer eller bygninger, så parker den på den anden side af træet eller bygningen, hvor vinden kommer fra
Ÿ Sæt løse tagsten ordentligt fast eller udskift dem
Ÿ Tjek træer og grene for, om de er i fare for at vælte eller knække og fjern de, der er
Ÿ Hold tagrender, nedløbsrør og kælderskakt fri for blade, grene og snavs
Ÿ Glem ikke sommerhuset – tjek op på det før og efter stormen
Ÿ Undgå at færdes ude. Kører du ud, så husk tæpper og en opladt mobil
Ÿ Tag en backup af dit arbejde på computeren, så du ikke får problemer, hvis strømmen går.