Fortsæt til indhold

Studerende slog branchens tunge drenge

Skolen for Visuel Kommunikation i Haderslev udkonkurrerer den etablerede reklamebranche i dysten om stor kampgagne

Samfund
Arkiv

Menneskelig varme og generøsitet var nøgleordene fra juryen, da den pegede på studerende fra Skolen for Visuel Kommunikation i Haderslev som vindere af "Reklame for Alvor"-kampagnen om demens for Alzheimerforeningen. Dermed overhalede de studerende 23 konkurrenter, heraf nogle af landets mest kendte reklamebureauer i konkurrencen.
Med overskrifter som "Jeg elsker dig, men jeg kan ikke genkende dig" og "Jeg har lyst til at omfavne dig, men jeg ved ikke, hvem du er" vandt de studerende fra Skolen for Visuel Kommunikation i Haderslev Reklame for Alvor konkurrencen.
Juryen bestod af nogle af Danmarks mest kendte reklamefolk, og de kendte ikke på forhånd indsenderne af bidragene til konkurrencen.
Vinderteamet var 2. årsstuderende: Bjarke Nøhr Kristensen, Simone Kaae Pedersen, Sissel Jensen, Stephanie Virginia Deleuran og Thea Stevnhøj Meldgaard.

Undervisere fra reklamebranchen

Studiechef Hugo Heilmann fra Skolen for Visuel Kommunikation, ved University College Syddanmark, er stolt over de studerende:
"Det er stærkt lovende, netop i en tid, hvor Danmark har så hårdt brug for at kunne generere kreativt tænkende talent. En af grundene til, at vores studerende klarer sig så godt, er at vi underviser med ”tunge” lærerkræfter fra reklamebranchen i netop disse discipliner."

Eksempel fra reklamekampagnen, som gav de studerende sejren.

Stærkt kreativt miljø i Haderslev

"De studerende får udviklet deres kreativitet, og bliver gode til at tænke kommunikationsstrategisk, hvilket er helt afgørende, når man arbejder med kampagner. Desuden har vi et stærkt kreativt miljø her i Haderslev. Det betyder at de studerende er sammen og på opgaverne i højere grad end hvis de blot tog hjem hver for sig kl.16.00," fortsætter studiechefen.
Skolen for Visuel Kommunikation indsendte seks kampagneoplæg til konkurrencen, som var resultatet af bare ét 14 dages modul med undervisning i koncept og kampagne. Opgaven blev stillet som en normal undervisningsopgave på uddannelsens 2. årgang.
"Det sætter ikke bare de studerende i centrum at få mulighed for at deltage og vinde en sådan hæder i fri konkurrence med den etablerede reklamebranche. Det sætter også fokus på University College Syddanmarks kapacitet til at tilbyde konkurrencedygtige uddannelser i en landsdel langt fra de store uddannelsesbyer," siger studiechef Hugo Heilmann.