Johan Lange færdig som træner i Lyngby
Cheftræner er fra dags dato fortid i Lyngby Boldklub. Jobbet levede ikke op til hans forventninger, siger han
Johan Lange stopper ganske overraskende som træner i Lyngby Boldklub fra i dag. Onsdagens kamp mod FCK blev således den sidste i spidsen for de kongeblå. Der er allerede fundet en permanent løsning for Lyngby Boldklubs 1.hold i form af assistenttræneren gennem fem år, Jack Majgaard, der nu bliver cheftræner.
”Rent sportsligt er Jack Majgaard som ny cheftræner det eneste rigtige. Både Niels Frederiksen – og nu Johan Lange – har anbefalet Jack flere gange. Han er meget vellidt blandt spillere, og han kender spillestilen og klubben indefra,” fortæller Lyngby Boldklubs adm. direktør, Brian Lemmeke, i en pressemeddelelse
Johan Lange og Lyngby Boldklub er enige om det aktuelle trænerskifte.
”Jobbet i Lyngby Boldklub har ikke levet op til de forventninger, som jeg gik ind i projektet med. For at sige det lige ud er økonomien i Lyngby Boldklub jo rigtig sund, men som cheftræner arbejder man med en anden tidshorisont. Ledelsen har lagt en langsigtet plan, og det kan jeg godt forstå, når man ser det i det store billede,” siger Johan Lange.
Brian Lemmeke synes, det er ærgerligt med Johan Langes tidlige exit, men den adm. direktør fokuserer på to forhold: Jack Majgaard er på plads, og Lyngby Boldklub skal være en klub med en sund økonomi.
”Det er naturligvis ærgerligt, at vi mister en god træner. Personligt havde Johan og jeg et godt samarbejde, men jeg vil ikke afvige fra vores koncept om ansvarlig fodbold. Vi vil drive en økonomisk sund fodboldklub her i Lyngby, og selvom vi pludselig fik en pose penge, er det den nuværende plan, der tæller. Vi vil bygge op fra bunden både på administration, faciliteter og talent,” forklarer Brian Lemmeke.