Fortsæt til indhold

Når pæn mand spørger om vej, så sig nej tak og gå væk

En eller flere italienske velklædte mænd spørger om vej og tilbyder dig tøj som tak for hjælpen og vil pludselig have penge for det

Samfund
Arkiv

Det er et gammelt trick som Bjarne Jørgensen fra Holmstol ved Gjern en lørdag i november blev udsat på parkeringspladsen ved SuperBrugsen i Hammel.

“En venlig yngre, måske i 40'erne og tysktalende mand, spurgte om vej. Det var en pæn soigneret mand, nydelige briller, lidt større nyere personbil.
Jeg havde god tid og samtalen udviklede sig på hyggelig vis om rejseoplevelser, erfaringer med flybilletter etc. etc.
Afslutningsvis forklarede manden, at han rejste for et firma og som tak for min hjælp gerne ville forære mig en skjorte. Derefter gik det hurtigt. Den ene skjorte blev til fire og derudover skulle jeg også have en overfrakke såvel til mig selv som til min kone. Min indre advarselslampe, som var begyndt at bippe, tog til i styrke, idet den udbyggede den “venlige” mands image med et par detaljer, som ikke trak renter på venlighedskontoen. Manden forklarede, at han hæftede for momsen og derfor var nødt til at beregne sig et mindre beløb. Summa summarum: For det beskedne beløb af 1500 kroner ville han “forære” mig disse beklædningsgenstande. Episoden sluttede med, at manden kaldte mig dum, når jeg kunne finde på at afslå en så fordelagtig handel.
Jeg mener fortsat, at man bør være venlig og imødekommende overfor fremmede. Men der er jo grænser,” fortæller Bjarne Jørgensen.

Gå væk fra manden

Jesper Poulsen fra Nærpolitiet i Hammel kender udemærket manden og tricket.
“Vi skal gribe ham direkte i salget for at kunne give ham en advarsel og en bøde for ulovligt dørsalg,” fortæller han.
“Det er jo ikke forbudt at spørge om vej til lufthavnen, men man kan jo tænke over hvorfor man får netop det spørgsmål, når man står i Hammel by.”
“Rent faktisk pågreb vi en i Hammel for et par måneder siden, så der kan være flere velklædte mænd der tager flyveren til Danmark, lejer en bil og kører rundt og sælger på denne måde. De gør det jo fordi der er nogen der falder i og tager imod 'tilbuddet',” siger Jesper Poulsen der har et godt råd:
“Sig nej tak og gå væk fra ham.”