Fortsæt til indhold

Campus Næstved skal være et læringsrum for alle

Samfund
Arkiv

UDVIKLING: Campus Næstved tager form for hver eneste dag der går. Uddannelse er nemlig fremtiden for Næstved i arbejdet med at skabe Danmarks bedste kommune.
Fremtiden for Næstved Kommune ligger i den sammenhæng de repræsenterede uddannelser i Campus Næstved kan skabe med det lokale erhvervsliv – og med nye aktører, der søger mod Næstved på grund af den store vidensbase området vil få gennem campus.

Uddannelse er svaret

Campus Næstved skal forene flere typer og niveauer af uddannelser på og omkring Næstved Station.
Området skal både være en arkitektonisk perle på Sydsjælland, men samtidig også være en drivkraft på uddannelsesområdet, hvor nye metoder og læringsmodeller kan udvikle sig i et innovativt uddannelsesmiljø.
Tankerne bag Campus Næstved er store og rækker vidt ud over kommunens egne grænser, hvilket ikke er gået Undervisningsminister Christine Antorini forbi. På sit ministerbesøg i Næstved sagde minister følgende om Campus Næstved
- Jeg er imponeret over den sammenhæng, der er i jeres forskellige uddannelser i Næstved. Det vidner om, at I er ambitiøse i forhold til at leve op til regeringens uddannelsesmål. Jeg glæder mig personligt til at følge campusplanerne i den kommende tid.

En unik mulighed

Også hos de medvirkende uddannelsesinstitutioner er sammenhængen mellem uddannelse og erhvervsliv en vigtig brik i Campus Næstved.
John Normann, campuschef ved Erhvervsakademi Sjælland, ser Campus Næstved som - en unik mulighed for at nytænke funktionaliteten af de fysiske rammer, både hvad angår rumlig indretning, men også brug af ny teknologi og digitale læringsplatforme frem for tavler, overhead-projektor m.v.
Han bakkes op af Ulla Koch, rektor ved University College Sjælland, og Niels Henriksen, direktør ved VUC Storstrøm, som peger på, at - Campus Næstved både kan være med til at løfte uddannelsesniveauet i regionen, men samtidig også skabe nye former for læringsmiljøer med f.eks. en science zone, en humanistisk zone og bevægelses/motions zone osv. Men hvor pointen er at, både de studerende og underviserne, mødes på tværs af uddannelsesinstitutionerne med den mulighed for sammenhæng et sådan møde giver.

Næste fase

Næste fase i arbejdet med Campus Næstved er den endelige analyse fra Kuben Management, der forventes klar i slutningen af november.
Analysen skal bidrage med afklaring af mulig bygherrekonstruktion, forventede kvadratmeterbehov, fælles funktioner og lokaler i Campus, fremtidig model for drift, et overslag på den samlede anlægsøkonomi i projektet samt finansiering.
Derefter vil arbejdet med lokalplanen for området og bygherrerådgivningen igangsættes. Lokalplanen forventes færdig ultimo 2014.
sl