Ny forening hjælper udsatte børn i Aarhus
Velgørenhedsforeningen Aarhus Hjælper vil hjælpe og støtte udsatte børn og unge i Aarhus
En ny forening i Aarhus er kommet flyvende fra start.
Allerede inden den stiftende generalforsamling har velgørenhedsforeningen Aarhus Hjælper mere end 50 frivillige hjælpere.
Forenings mål er at synliggøre den sociale udsatheds forskellige ansigter og skaffe penge til at støtte udsatte børn og unge i Aarhus og deres familier.
“Børn og unge er udsatte ikke kun som følge af dårlige økonomiske vilkår. Udsathed spænder meget bredere end det. Børn og unge kan være udsatte på grund af alkohol- eller narkomisbrug, sexmisbrug, psykisk sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed, eller forældre, der arbejder alt for meget og overlader dem for meget til sig selv,” siger socialrådgiver Pia Skadhede fra Risskov.
Hun er idekvinden bag foreningen og tovholder på de mange projekter, Aarhus Hjælper har sat i søen for at skaffe penge til at støtte de udsatte børn og unge.
Selvom foreningen først har stiftende generalforsamling fredag 16. august, har de frivillige i foreningen nemlig allerede flere arrangementer og events i støbeskeen.
“De har arrangeret et velgørenhedsløb rundt om Egå Engsø i september, taget initiativ til en årskalender, hvor udsatte unge fortæller deres egen livshistorie, og stablet en stor velgørenhedsfest på benene i begyndelsen af januar, hvor flere kendte aarhusianske musikere optræder, og hvor aarhusianske stjernekokke i samarbejde med lokale sociaoøkonomiske virksomheder leverer maden,” fortæller Pia Skadhede.