Frivillige står i kø til ny forening
Aarhus Hjælper, den nye velgørenhedsforening i Aarhus, kom flyvende fra start. Flere Aarhus-kendisser har meldt sig under fanen og støtter op om foreningen
Velgørenhedsforeningen Aarhus Hjælper har ramt plet i de aarhusianske hjerter, med sit budskab om at sætte fokus på udsatte i Aarhus og skaffe midler til at støtte personer og organisationer, der gør en særlig indsats for udsatte børn og unge i Aarhus.
Siden Lokalavisen Aarhus i august som den første avis skrev om foreningen lige inden dens stiftende generalforsamling, har endnu flere meldt sig under fanen og tilbudt sig selv som frivillige hjælpere.
“Det er gået helt fabelagtig godt. Rigtig mange kontaktede mig lige efter Lokalavisen skrev om foreningen. Mange for at fortælle, hvor godt et initiativ, de synes, det er og andre for at spørge, hvordan de kunne bliver medlem,” fortæller idekvinden bag foreningen, socialrådgiver Pia Skadhede fra Risskov, der nu er nyvalgt formand for foreningen.
Nye mdlemmer strømmer til
“Vi er siden generalforsamlingen vokset til 75 medlemmer, men der kommer hele tiden nye til. Vores mål er at nå op på 300 medlemmer så hurtigt som muligt, fordi det så kan blive muligt at trække støtte til foreningen fra i skat,” forklarer hun.
Blandt de nye støtter er Claus Hommelhoff, der blandt andet er medejer af investeringsselskabet Formuepleje og bestyrelsesformand i Bakken Bears og byrådspolitiker og formand for socialudvalget i Aarhus, Claus Thomasbjerg (SF), der begge stilled op og blev valgt til den nye forenings bestyrelse.
Foruden de to og Pia Skadhede, består foreningens bestyrelse nu af næstformand Tine Bay, kasserer Søren Schjødt, Karina Barckman, Line Frier og Henrik Woer.
Kendisser støtter op
Samtidig med at nye medlemmer størmmer til foreningen, støtter også flere lokale kendisser op om foreningen.
Det gælder blandt andre Viggo Sommer, Mek Pek, Per Frost, Lars Muhl samt Sko og Torp, der alle stiller op til en stort anlagte charityfest for 640 betalende gæster i Bellevuehallen 3. januar 2014.