Kan det hjælpe andre, så gi’r det mening

“Der skete et mirakel i mit liv for tre år siden. Jeg har været angst hele mit liv, men pludselig tænkte jeg fuck det, nu vil jeg leve mine drømme ud. Og så lavede jeg min første sang.”
Hun tager en slurk af kaffen og kigger lidt ud i luften, inden hun fortsætter.
Som sangeren Libra Locc rapper 30-årige Sarah Johannesen om depression, selvmord, skizofreni og smerte dybt inde i sjælen. Barske tekster hentet fra hendes eget liv, som hun gennem de seneste tre år har uploadet til YouTube.
“Når jeg rapper, kommer alle frustrationerne op i mig - al vreden - og så får jeg det hele resnet ud af mit system. Det er som terapi for mig.”
Sarah er en af de 12 aarhusianere, der portrætteres i en ny kalender, som velgørenhedsforeningen Aarhus Hjælper står bag.
Hun fortæller åbenhjertigt sin historie, fra hun som spæd blev fjernet fra sine forældre, kom på børnehjem og siden i familiepleje, og hvordan hun har levet et liv fyldt med angst, depressioner, psykoser og hallucinationer.

En barsk “arv”

“Min mor både drak, tog mange stoffer og levede i det hele taget meget usundt. Så jeg tilbragte de første tre uger i en kuvøse med abstinenser. Siden var jeg på et børnehjem i et års tid, og så kom jeg til en plejefamilie i Åbyhøj, hvor jeg er vokset op. Og på det punkt har jeg været meget heldig,” fortæller hun.
“Jeg har altid været meget angst. Da jeg var 17-18 år, begyndte jeg også at få psykoser. Senere blev jeg diagnosticeret med skizofreni og indlagt, fordi jeg hallucinerede, hørte stemmer og havde personlighedsforstyrrelser.”
“Begge mine biologiske forældre er skizofrene og har forskellige psykoser. Det er uretfærdigt, for jeg har aldrig haft chancen for at undgå de psykiske problemer, jeg slås med - jeg har simpelthen arvet dem,” konstaterer hun.

Udsat men stærk

For Sarah er musikken og sangene det, der giver hende styrken til at leve med - og overleve - sine psykiske problemer.
“Jeg sagde ja til at være med i kalenderen, fordi jeg gerne vise andre i samme situation som mig, at det er ok at være den, man er, og at man godt kan have ressourcer og udrette noget med sit liv, selvom man er udsat.
Derfor skal folk høre min historie. Kan det hjælpe andre, så giver det mening,” understreger hun.
“Jeg tror, der er et stort behov for at nogen fortæller deres historie, så andre kan hente styrke og håb i det. De ikke er alene - vi er mange, der har det sådan.”