Der findes udsatte mennesker i alle miljøer
Aarhus Hjælper har udgivet en kalender med portrætter af 12 aarhusianere, der alle på egen krop har oplevet, hvad det vil sige at være udsat
“Det er en almindelig misforståelse, at det kun er i boligblokkene i vestbyen, du finder udsatte mennesker. Der findes udsatte mennesker i alle miljøer, og det vil vi gerne vise med kalenderen.”
Ulla Bjulver og Annette Bugge Dias er tovholdere på en ny kalender fra velgørenhedsforeningen Aarhus Hjælper.
Kalenderen portrætterer 12 aarhusianere, der alle har det tilfælles, at de på et tidspunkt i deres liv har været udsatte.
Udsathedens mange ansigter
“Gennem interviews og billeder har vi forsøgt at skildre udsathedens mange forskellige ansigter. Udsathed optræder alle vegne, ikke kun i kølvandet på økonomiske og sociale problemer, men også som en følge af skilsmisser, psykisk sygdom, sexmisbrug, omsorgssvigt og alkoholmisbrug.”
Annette er psykolog og har sammen med to psykologistuderende, Anette Faurskov Bundgaard og Elisa Tousgaard Sørensen, stået bag interviewene, mens Ulla, der er fotograf, har taget billederne til kalenderen.
Nedbryde tabuer
Selvom historierne er dybt alvorlige og rammer langt ind i sjælen, så har det været vigtigt for Annette og Ulla, at det bærende i portrætterne ikke er de dramatiske fortællinger, men den vilje og selvopholdelsesdrift, der har holdt den enkelte oppe og båret dem fremad.
“Det vigtige for os er, at historierne peger fremad. De 12 aarhusianere, der er med i kalenderen, er alle lykkedes på trods af, at de er eller har været udsatte. Ved at give os deres historie håber de at kunne hjælpe andre i samme situation og være med til at nedbryde de tabuer, der er om udsathed,” forklarer Annette.
“Mange af dem har opdaget, at det faktisk er ret sejt, at de er nået der til, hvor de er, på trods af det de har været igennem. At de, selvom de har haft et hårdt liv, alligevel har en styrke og ressourcer. Ved at stå frem og fortælle deres historie, håber de at vise andre, at man sagtens kan lykkes selvom man er udsat.”
Drømmer om kernefamilien
Blandt de spørgsmål, Annette stillede til deltagerne, var blandt andet et om, hvad de drømmer om.
“De svarede alle, at de drømmer om lykken i form af en sund og velfungerende kernefamilie. For mig er det meget tankevækkende. Det siger noget om, at er man udsat som barn, så har det konsekvenser som voksen. Måske viser det sig blandt andet i besvær med at opbygge tætte, intime relationer.”