Lys for forventning, længsel, håb – og SÅ...

Der var engang en kongesøn, hvis forældre altid gav ham lige, hvad han ønskede sig, lige med det samme. Intet behøvede han at vente på. Om det så var hans fødselsdag, syntes de ikke, at han behøvede at vente. De kunne da bare holde nogle stykker fordelt over hele året. Kongesønnen var selvfølgelig genstand for misundelse fra sine venner. Men faktisk minundte han dem endnu mere. For han bemærkede det særlige skær, der kom i deres øjne, når de talte om det, de ventede på, længtes efter og håbede på. Og han så også, hvilken helt særlig betydning for eksempel den længe ventede gave efterfølgende fik for dem. Så glad var han ikke selv for noget som helst.
Derfor foreslog han op til jul sine forældre, at de skulle prøve at vente, længes, håbe og så først holde jul. Det anede forældrene ikke, hvordan de skulle gøre. Kongesønnen heller ikke. Men han foreslog, at de tændte et lys en gang om ugen. Et for at vente, et for at længes, et for at håbe og til sidst et, fordi det endelig var blevet jul. Det blev den bedste jul, de nogensinde havde fejret på slottet. Bedre, end de overhovedet havde kunnet forestille sig. Og fra da blev tiden frem til jul en ganske særlig tid, hvor de tændte lys. Lys for forventning, lys for længslen, lys for håbet.
Vi kan gøre det samme, når vi tænder adventskransens lys. Hvad venter du på? Hvad længes du efter? Hvad håber du på? Glædelig advent(etid)!