Fortsæt til indhold

Skolebestyrelsen kan klare arbejdet

Borgmester og udvalgsformand mener inddragelsen og tidsplanen er den rette for Favrskov

Samfund
Kian Johansen

"Det er nu den måde vi har valgt at gribe det an på,” lyder det fra formand for Børn- og Skoleudvalget i Favrskov Kommune, Erik Høeg (SF), da FavrskovPosten spørger om ikke forældrene burde inddrages noget før.
“Vi informerer skolebestyrelserne i denne uge og de er den centrale faktor.”

Svært stof

“Man kan selvfølgelig sige, at vi burde have involveret forældrene noget før. Der er meget man skal sætte sig ind i og det her er svært stof. Men jeg mener det er fornuftigt at inddrage de forældre der er beslutningsdygtige. Det kan blive for overvældende for enkelte forældre at sætte sig ind i hele reformen,” lyder det.
Både borgmester Nils Borring (S) og Erik Høeg (SF) bruger forklaringen om at man venter på at loven bliver besluttet i slutningen af december og at uvisheden om lovens indhold har bremset inddragelsen og beslutningsfasen indtil videre.

Reform først i august

I Silkeborg kan man godt inddrage forældrene og har gjort det for måneder siden, hvad er forskellen på Silkeborg og Favrskov?
“Des tidligere du træffer beslutninger om en lov, der endnu ikke er trådt i kraft, des mere kan du risikere at gøre om. Der er for mig ingen tvivl om, at diverse forordninger og cirkulærer der senere vil komme fra Undervisningsministeriet kan komme til at betyde at vi skal ændre nogle af de beslutninger Favrskov Kommune træffer i det tidlige forår,” forklarer Erik Høeg.
“Vi må også holde fast i at det først er fra 1. august og derefter at reformen træder i kraft og der er rigelig med tid til at inddrage forældrene, for det er en proces der sættes i gang, der først virker på længere sigt.”