Fortsæt til indhold

Forældre må vente til marts

Er du forældre i Favrskov, inviteres du til infomøde i marts. Silkeborg har været i gang i to måneder

Samfund
Kian Johansen

Der er stor forskel på, hvad du som forældre til skolelever i Favrskov bliver inddraget i.
Mens man i Silkeborg har været i gang i to måneder og allerede har inddraget forældrene i tanker om, hvad skolereformen skal indeholde i Silkeborgs folkeskoler, så kan du som forældre i Favrskov roligt læne dig tilbage og nyde julen, skiferien og forårets komme.
For du bliver først informeret om hvad politikerne, embedsmændene, skolelederne og forældrebestyrelserne har besluttet at skolereformen kommer til at betyde for dit barn på en informationsmøde i marts.
Venstre har forsøgt at stoppe den igangværende proces, som Børn og Skoleudvalget har sat i gang, netop med henvisning til, at nu skulle man altså i gang. Men for Venstre har det ikke handlet om, at forældrene skulle inddrages før, argumentet har blot lydt, at der skulle mere tid til processen. Det argument støttede en snævert flertal i byrådet ikke under sidste byrådsmøde.
I stedet er køreplanen for folkeskolereformen nu lagt frem, og her skinner det i øjnene, at forældrene først informeres i marts, men de får ingen indflydelse. De må stole på at skolebestyrelserne kan lave tilstrækkelige og kloge høringssvar og i øvrigt kan informere forældrene.

Inddragende tilgang

I Silkeborg er det en helt anden snak, her har kommunen været i gang i flere måneder.
Det fortæller afdelingschef for skoleafdelingen i Silkeborg, Huno Kjærsgaard Jensen.
“Vi har for flere måneder siden sat gang i en undersøgelsesgruppe på 50-60 personer, hvor vi ud fra seks temaer har forsøgt at få skoleledere, pædagoger, lærere, foreningslivet og forældre til at give os inspiration.”
Hvor mange forældre er der tale om?
“I den gruppe, jeg sad i, var der mindst tre helt almindelige forældre ud af ti i alt,” lyder svaret.
4. november blev undersøgelsesgruppens ideer fremlagt på et stormøde foran 400 interesserede, og nu inddrages forældre og medarbejdere, mens de 27 skolebestyrelsesformænd også kommer med i inddragelsesvarmen.
“Vi vil have en inddragende proces inden politikerne beslutter de ydre rammer,” forklarer Huno Kjærsgaard.

Skolereform lovgives

De 98 kommuner i Danmark ved ikke helt præcist hvad skolereformen indeholder, for den er ikke lovgivet endnu. Det bliver den med al sandsynlighed senere i december.
“Men vi har kendt rammerne hele tiden. Vi kender hovedtrækkene ud fra de arbejdspapirer som loven bliver lavet ud fra og de konflikter ikke med de intentioner vi i Silkeborg gerne vil med skolevæsenet.”
Tidsplan
December: Dialogmøde for Børn- og Skoleudvalget og skolebestyrelserne.
Fælles dialogmøde mellem forvaltningen, skolernes MED udvalg.
Dialogmøde med elevrådene i samarbejde med Danske skoleelever.
Januar:
Børn- og Skoleudvalgsmøde eller ekstraordinært byrådsmøde
Arbejdsseminar for skoleledere
Temamøde for byrådet
Februar:
Børn- og Skoleudvalget og Økonomiudvalget behandler høringssvar.
Byrådet godkender implementeringsplan på baggrund af høringssvar.
Marts:
Dialogmøde mellem Børn-og Skoleudvalget og skolebestyrelserne.
Orienteringsmøder for medarbejdere og forældre på de enkelte skoler.
Møder i skolernes MED-udvalg.
April:
Børn-og Skoleudvalget behandler de nye krav til blandt andet læringsmål.
Byrådet behandler de nye krav til blandt andet læringsmål.
Maj:
Eventuel forflyttelse af medarbejdere mellem skolerne.
August:
Skolereformen træder i kraft.