Elever svømmer i ordsø og hygge
Solbjergskolens Venneforening har doneret hyggemøbler og ordsø til eleverne på skolen
En ordsø til indskolingen og hyggekrog med bordfodbold. Det er, hvad Solbjergskolens Venneforening har købt til eleverne.
På ordsøen, der er et kæmpe klistermærkelignende ting på gulvet, står de 120 mest almindelige ord. Eleverne hopper rundt på bogstaverne og ordene, og på den måde får de rørt sig, mens de lærer noget.
I skolens aula er der hyggemøbler og bordfodbold. Tanken er, at det skal bruges til at slappe af i, men også så eleverne har et godt sted at sidde, når de skal lave gruppearbejde.
“Skolen får ikke penge til den slags. Vi gør det her for at forsøde elevernes tilværelse. I løbet af året har vi samlet en masse penge ind, og vi spurgte skolelederen, Jens Kristensen, om, hvad der var mest behov for,” siger Anja Jørgensen, der er med i bestyrelsen i Solbjergskolens Venneforening.
En god stak penge
Foreningen har brugt 72.500 kroner på de nye tiltag på skolen, og den fortsætter med at samle penge ind.
Det foregår via sponsorater fra de 19 virksomheder og 27 private, der giver penge til foreningen.
“Vi skal lave Solbjergskolen pæn, og skabe noget man kan være glad for. Denne gang har det handlet om, at eleverne kan lære noget, og at de kan hygge sig,” siger Anja Jørgensen.
Glade elever
Det har da også skabt glæde blandt eleverne, der på under en uge har taget både møbler og ordsø til sig.
“Det er fedt, at vi kan sidde i de her møbler. Det er godt med nogle ordentlige møbler at sidde i, når vi skal sidde og lave gruppearbejde,” siger Louise Jørgensen og Caroline Kokholm, der begge går i 5.A.
Casper Jørgensen fra 2.B fortæller, at han kender alle ordene i ordsøen, men til gengæld hjælper de ældste elever i indskolingen deres venner i 0.-klasserne med at lære ordene både i skoletiden og i SFO'en.
Skolens leder, Jens Kristensen, er mere end taknemmelig over, at venneforeningen har sørget for ordsø og møbler.
“Tidligere havde vi et kedeligt udemiljø, og det har venneforeningen været med til at ændre. Nu hjælper den også indenfor. Sponsoraterne er så vigtige, og vi er meget glade. At have ordsøen giver et bedre læringsmiljø, og primært de ældste elever har fået nogle gode møbler at sidde i, når de skal arbejde,” siger han og fortsætter:
“Trivslen omkring skolen er enormt vigtig, og venneforeningen løfter skolen på en helt unik måde.”