Keld ringede forgæves efter hjælp. Igen. Og igen. Og igen.
Flere borgere i Hornsherred savnede hjælp, da vandmasserne steg og sted. En af dem er Keld Larsen i Hyllingeriis, der forgæves ringede til politiet.
Fire gange ringede Keld Larsen og hans kone efter politiet, da vandet pludselig væltede ind over Hyllingeriis fredag aften. Og tre gange var svaret ifølge ægteparret nedslående:
"De sagde, at de ikke kunne hjælpe, og til sidst (efter flere opkald, red.) sagde de, at de ikke havde tid til at snakke med os. En af gangene vi ringede, foreslog en dame os, at hvis vi ikke kunne være i huset, fordi vandet stod for højt, så kunne vi kravle op på taget. Det er jo ikke ligefrem den slags svar, vi havde brug for," siger den 73-årige pensionist Keld Larsen, der på det tidspunkt slet ikke kunne komme ud af døren på grund af presset fra vandmasserne udenfor.
Gik i kuldechok
Sidste gang ægteparret ringede, fortæller Keld Larsen, at politiet endelig forstod, hvor grelt, det stod til i Hyllingeriis. Han fik lov at blive hængende i røret, indtil brandmænd fik evakueret Keld og hans kone lidt før midnat. På det tidspunkt var Keld så underafkølet af at stå iskoldt vand i flere timer, at han blev kørt med ambulance til Roskilde Sygehus.
"Jeg har aldrig prøvet at fryse så meget, at jeg ikke kunne stå op," siger han og fortsætter:
"Jeg kunne ikke tænkte klart, jeg kunne dårligt nok huske, hvad jeg hed, når ambulancefolkene spurgte. Halvvejs derned i ambulancen rystede jeg så meget, at jeg ikke kunne snakke."
Varmetæpper, noget varm at drikke og en hospitalsseng gjorde, at Keld Hansen i dag kan fortælle sin historie til Lokalavisen. For han var ikke i tvivl om, at det var tæt på for både ham og konen.
"Det var godt, brandfolkene kom i tide. Min kone er ikke mere end 1,60 høj, så hun havde været nødt til at svømme de 200-300 meter, der er, fra hvor vi bor og op til brandvejen. Hun svømmer ikke godt, så jeg er sikker på, at hun ville være omkommet."
"Ligeglade"
Keld Hansen kan godt forstå, at politiet var hæmmet af, at Kronprins Frederiks Bro var lukket.
"Vi fik den opfattelse, at man stort set var ligeglade, fordi man ikke kunne komme over broen. Her er det, jeg mener, at politiet må hjælpe os med at få sat noget i gang," siger Keld Larsen.
Han er også utilfreds med at være blevet glemt, da de tidlige advarsler kom ud i løbet af fredagen, om hvor de stigende vandmasser ville give problemer.
"Vi føler rigtigt, at vi bor i et udkantsområde. Den dag, det gik galt, hørte vi ikke en lyd om fredagen, og også næste dag var al fokus på Frederikssund og Jyllinge. De har jo taget fuldstændig fejl af området. for godtnok er det et sommerhusområde, men vi er mange, der bor her fast," siger Keld Larsen, der i går havde taget turen til Hyllingeriis for at se, om han kunne redde en dåbsgave, nogle julegaver og hans frimærkesamling.