Vi kan lære af Bodil
Godkendt indsats - men også plads til forbedringer, lyder det fra Nordsjællands Politi
Den overordnede indsats under sidste uges oversvømmelser er godkendt.
Sådan lyder meldingen fra politiinspektør Uffe Stormly, Nordsjællands Politi:
”Der er ydet en fantastisk indsats i en totalt uvant situation. Vi har ikke set det her scenarie i nyere tid. Men selvfølgelig er der ting, som vi og vores samarbejdspartnere i de lokale beredskab, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet kan drage lære af. De oplevelser, der er kommet frem vedrørende Hyllingeriis, vil selvfølgelig indgå der,” siger Uffe Stormly til Lokalavisen Frederikssund.
Han slår fast, at der var tale om en for alle parter ekstrem situation:
”Og den udviklede sig hele tiden anderledes, end prognoserne forudsagde. Så vi står om aftenen med et helt andet scenarie end forventet. Samtidig er det vigtigt at huske, at det jo altså ikke ”kun” var Frederikssund og Hyllingeriis, der blev ramt. Det var en begivenhed på nationalt plan, og vores prioriteter var, at vi alle steder satte liv over gods.”
Klokken 21.56 indløb ifølge Stormly det første opkald til 112 fra Hyllingeriis.
”Og da må vi selvfølgelig tage bestik af situationen og prioritere en indsats der højt. Når man får meldinger om, at der er folk, der kommer i fare, har det højeste prioritet, og sammen med det lokale beredskab går vi i gang med en evakuering. Men der er svært farbart, for der er vand på vejene og det er mørkt,” fortæller Uffe Stormly.
Trods de problematiske forhold vurderer politi og det lokale beredskab imidlertid, at der på dét tidspunkt ikke er behov for at bede om yderligere assistance. Og ifølge en brandmand var det først langt senere, der blev rekvireret assistance fra en helikopter, der kunne oplyse området, men som ikke blev brugt til deciderede redningsaktioner.
”Men man må jo konstatere, at alle kom ud. Også med fantastisk hjælp fra private. Men selvfølgelig skal det tages med i en evaluering, om der var både nok, om samarbejdet med andre har fungeret godt nok og så videre. Men den evaluering skal vi først til at arbejde på, og derfor kan jeg heller ikke på nuværende tidspunkt gå ud og sige noget håndfast om, hvordan det er gået på alle punkter. Men overordnet er der ydet en fantastisk indsats.”