Fortsæt til indhold

Ung Harlev-pige er valgt til ny formand for DSU Aarhus

Samfund
Christina S. Johansen

Line Mastrup på 18 år er netop blevet valgt til formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Aarhus. Hun er opvokset i Harlev og har altid interesseret sig for politik.
Derfor er det også en forventningsfyldt og spændt Line Mastrup, som går de kommende måneder op mod kommunalvalget i møde.
”Det bliver et vildt spændende efterår, hvor vi skal op og hænge i lygtepælene for vores byrådskandidater,” siger Line Mastrup i en pressemeddelelse.
Line Mastrup håber, at hun kan bidrage til, at flere unge aarhusianere får øjnene op for politik.
“Kun halvdelen af de unge stemte til sidste kommunalvalg. Det skal vi have ændret, og her tror jeg på, at de ungdomspolitiske organisationer er med til at skærpe interessen for politik blandt unge. Det er enormt vigtigt - især i en studieby som Aarhus - at der er et politisk fællesskab for unge,” siger Line Mastrup.
Line Mastrup dimmiterede fra Marselisborg Gymnasium i juni og arbejder i dag ved Rambøll.