Fortsæt til indhold

Politiet sagde tak til Beredskabet i Gellerup

Kaffe, kage og et stort og rungende tak. Østjyllands Politi anerkendte arbejdet, som en flok frivillige fra Gellerup lavede under Akkari-mødet

Samfund
Christina S. Johansen

De frivillige fra HotSpots Beredskab i Gellerup blev 28. november hevet en tur på politistationen - ikke på grund af ulovligheder, som det jo ellers gerne er, hvis man ender op på polistationen. Nej, tværtimod! De frivillige skulle nemlig roses og takkes af Østjyllands Politi for det arbejde, de lavede, under Ahmed Akkaris møde i bydelen i oktober.
“Vi vil gerne give udtryk for vores taknemmelighed for den indsats, I ydede. Og det er jo ikke første gang, vi har et godt samarbejde med jer,” sagde politidirektør Jørgen Ilum til de frivillige fra flere foreninger i Gellerup.
Meldingen fra politicheferne var, at de frivillige var årsag til, at mødet blev afviklet rimelig fredeligt.
“Ved Akkari-mødet fik vi gjort det på en rigtig måde, og jeg vil sige tusind tak for hjæl-pen til jer,” sagde chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen.
Mange frivillige fra Beredskabet var da også på gaden i Gellerup under mødet sammen med medarbejdere fra HotSpot og fra Børn og Unge.
I alt består beredskabet af 60-70 frivillige fra flere foreninger i Gellerup.