Fortsæt til indhold

Falck i Kolding er klar til Bodil

Samfund
Susie Jessen

Falck i Kolding har forberedt sig på orkanen, der rammer Danmark i dag. Det oplyser stationsleder Lars Thykjær til Lokalavisen. 15 ekstra hold er sat ind til at hjælpe til i forbindelse med orkanen, der har fået navnet Bodil af DMI efter en afstemning.

"Hvert af de 15 ekstra hold består af to mand i en bil med udstyr. der er klar til at rykke ud. Derudover er der en del personer, som vi kan trække på, hvis behovet skulle opstå", fortæller Lars Thykjær.

Stationslederen medgiver, at Falck har fået nogle gode erfaringer fra oktoberstormen, som man har kunnet bruge i forbindelse med denne storm. "Vi er mere forberedte. Antallet af skader kom bag på mange sidste gang. Jeg tror, at flere har taget deres forholdsregler ved denne storm", påpeger Lars Thykjær, som opfordrer folk til at have tålmodighed i løbet af dagen.

"Alle er velkomne til at ringe til os i dag. Men vi appelerer til, at folk har tålmodighed med os. Vi prioriterer de sager, hvor mennesker og dyr er i fare", forklarer Lars Thykjær.