Fortsæt til indhold

Værebro Å svømmer over

I løbet af eftermiddaggen kommer der oversvømmelser ved Værebro Å. Beredskabet uddeler sandsække til de boligejere og virksomheder, der risikerer vand i kældrene. Værebrovej kan også blive lukket.

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Først stod det klart, at store dele af Jyllinge Nordmark kommer til at stå underr vand. Nu får det voldsomme blæsevejr Værebro Å til at gå over sine bredder inden for de næste timer.
Med en vindstyrke på omkring 18 m/s fra Nordvest bliver vandet fra Roskilde Fjord presset - mod strømmen - tilbage gennem Værebro Å.
Ifølge beregninger fra Center for Teknik og Miljø vil flere områder langs åen blive oversvømmet på en otte kilometer lang strækning. Værst ser det ud i den sydlige del af landsbyen Tangbjerg og erhvervsområdet Værebro, hvor flere huse og bygninger kan risikere at få vand i kældrene i løbet af eftermiddagen. På resten af strækningen er der tale om naturområder, hvor landmændene skal holde deres kreaturer væk.

Hent sandsække på Harmonivej

Egedal Brandvæsen har rekvireret op mod 3.000 sandsække, som beredskabsfolk vil uddele til boligejere og virksomheder fra klokken 11.30 på Harmonivej i Tangbjerg - inden oversvømmelserne forventeligt topper mellem klokken 17 og 19.
"Vi stiller med et hold af beredskabsfolk, der vil dele sandsække ud til især boligejerne på Harmonivej og rådgive om, hvordan man bedst placerer sækkene omkring sit hus, så vandet ikke så nemt løber ned i kældrene," forklarer beredskabschef Henrik Jørgensen

Risiko for at Værebrovej lukker

Som det ser ud nu, er der risiko for at Værebrovej kan blive lukket i eftermiddag, hvis vandet stiger for meget.
Tidligere er Roskildevej A6 også blevet nævnt som en vej i risikozonen, men det er ikke sandsynligt.
"Det er endnu usikkert, om Værebrovej bliver lukket for trafik i eftermiddag som følge af vandspresset fra Roskilde Fjord, men risikoen er bestemt til stede," siger Henrik Jørgensen.
Vandet ventes at trække sig tilbage fra Værebro Å i aften. Så kan vandet igen kan begynde at løbe den rigtige vej - ud i Roskilde Fjord.