Også Vinterberg lærer om sine film
Filminstruktør Thomas Vinterberg og præst Pernille Hornum er på mini-turné. Med afsæt i ”Jagten” diskuterer de i et samtale-foredrag løgne og sandheder i livet
Thomas Vinterberg står pænt ude på gangen og venter.
Inde i salen omgivet af malerierne i Galleri V58's nuværende udstilling står præst og forfatter Pernille Hornum og bygger den helt rigtige stemning op.
På 60 opstillede stole i galleriet på Hans Hartvig Seedorff Stræde sidder medlemmer af erhvervsnetværket Business Club Aarhus.
De får først vist et klip fra den dramatiske slutning på Thomas Vinterbergs seneste film 'Jagten'.
Bagefter står spørgsmålet tilbage på skærmen:
Hvem skød?
"Lad os spørge ham selv," siger Pernille Hornum, og ind fra gangen træder filminstruktøren.
Stikker dybere end normalt
Ideen til præsten og filminstruktørens parløb i foredragsgenren kom efter udgivelsen af bogen 'Sandheder om løgne' - en samtalebog, som Pernille Hornum skrev i 2011. En af de medvirkende var Thomas Vinterberg.
Inden han onsdag i sidste uge trådte ind på scenen, gav han sig tid til et kort interview.
"Det er afsindigt vigtigt og prisværdigt, at der er nogle, der forholder sig begavet til film. De her foredrag stikker dybere end normalt. Ellers er der en tendens til, at alt går op i stjerner, priser og anmeldelser. Når muligheden for fordybelse er der, springer jeg på," siger Thomas Vinterberg.
Fordybelsen i temaet om løgn og sandhed var ikke bare spændende for filminstruktøren, han fik også mulighed for at lære nyt om sine egne film.
"Det kommer altid bag på mig, hvad andre kan få ud af mine film. F.eks. scenen i kirken i ”Jagten”. Der kan præsten jo finde masser af religiøse undertoner. Det, synes jeg da, er vildt spændende og fantastisk, at det kan lade sig gøre," siger Thomas Vinterberg, der ikke anser det at lave film som en "klog, analytisk proces".
"Det er en følelses-proces. Jeg forsøger at slå analyse-apparatet fra og dykke ned i personerne i filmene i stedet."
Har løgnen været et gennemgående tema i dine film?
"Det har det i hvert fald været i ”Jagten” og ”Festen”. Jeg har altid været optaget af det usagte. At sige det, som er tydeligt for enhver, men som ingen taler om."
Hvorfor?
"Ja, det er et godt spørgsmål. Sådanne situationer har altid gjort mig nervøs og utilpas, så det er noget med at sige navnet på trolden, og den tæmmes. Det har jeg altid haft et behov for. Hermed ikke sagt, at jeg ikke kan lyve selv. Det gør alle mennesker."
Mads var vild med at dø
Under foredraget, hvor instruktøren bl.a. bliver bedt om at forholde sig til, hvorfor Clara lyver og hvorvidt hun har skyld, fortæller han også om overvejelserne bag slutningen af filmen. I det oprindelige manuskript døde hovedpersonen, Lucas, spillet af Mads Mikkelsen.
"Mads (Mikkelsen, red.) var vild med at blive skudt. Han kastede sig rundt. Han er jo også gammel danser," siger Thomas Vinterberg med et smil.
"Men filmen fik sit eget liv og endte jo faktisk med at blive én lang pinsel, og derfor, synes jeg, det ville være meningsløst, hvis han tilmed døde til sidst. Derfor lavede vi slutningen sådan."
"Og hvem skød så?" spørger Pernille Hornum.
"Måske svaret er, at vi alle sammen skød," lød det eftertænksomt fra instruktøren.
Foredraget gentages den 11.december i København.