Fortsæt til indhold

Mere klit og hede på Anholt takket være fond

En fond har givet en rundhåndet gave, så der kan ryddes flere områder til endnu mere klit og hede på Anholt

Samfund
Anette Bonde

I disse dage er det nok virkningerne efter stormen i sidste uge, der optager Anholt-borgerne mest, men naturmæssigt er der også andet på færde. Bjergfyr, birk og rynket rose på Anholt kommer snart under kærlig behandling af motorsave og buskryddere. En stor del af disse vil nemlig blive fældet, så der kommer flere områder med hede og klit-landskaber på øen.
Norddjurs Kommune, Naturstyrelsen og tre andre kommuner har modtaget en gave fra 15. juni Fonden til genopretning af hede- og klitnaturområder.
Det glæder byg- og miljøchef Lotta Sandsgaard.
”Nu kan vi fælde bjergfyr i de områder, der ikke kom med i 1995. Dernæst tager vi fat på birk og rynket rose.”

Største lavhede

Allerede i 1995 blev der fældet bjergfyr i Ørkenen. Store områder blev genoprettet fra fyrrekrat til hede, og rydningerne er siden blevet vedligeholdt.
Anholts klit og hede er et landskab, som Danmark kun har ganske lidt tilbage af. Ørkenen er Nordeuropas største lavhede. Områderne er fredede og udpeget som sjældne, truede og bevaringsværdige i Natura 2000 planerne.
Der er 750 forskellige plantearter på øen, og nogle af de nyere arter er såkaldte invasive arter, der truer balancen i øens bevoksning. Det er træer som bjergfyr og birk og buske som rynket rose, der især breder sig.