Stålvirksomhed udvider i Hillerød
Iværksættervirksomhed har opført center på 600 kvadratmeter i Hillerød og har skrevet millionkontrakter med udenlandske virksomheder
For nylig åbnede virksomheden Expanite et nyt center i Hillerød. Virksomheden arbejder med varmebehandling og overfladehærdning af rustfrit stål.
"Expanite's teknologi kan tilføre værdi til rigtig mange industrier. Det er alt fra knive, ventiler og miksere til fødevarebranchen – over pumper og dyser til bilindustrien – til skruer, bolte og spændeskiver, som bruges overalt i industrien," siger Expanites administrerende direktør Thomas Abel Sandholdt.
Det nye center i Hillerød er på 600 kvadratmeter kombineret produktions-, laboratorie- og udviklingsfacilitet. Virksomheden har allerede lavet millionkontrakter med en række udenlandske virksomheder, oplyser Expanite i en pressemeddelelse.
Expanite tilbyder tre forskellige basisprocesser – og ved alle tre varianter kan løsningen optimeres i forhold til fire dimensioner: Slid-, korrosions-, udmattelses- og ridse-fasthed.
Expanite er en iværksættervirksomhed, der er grundlagt af Thomas Strabo Hummelshøj. Han har titel af Founder & CTO i Expanite.