Fortsæt til indhold

Smøremidler fra Galten til 20 lande

Flere jobs på vej hos Unipak efter åbning af selskab i Ukraine

Samfund
Af Erland Rasmussen

Unipak A/S, som fremstiller en række tætnings- og smøremidler til VVS-branchen, har netop udvidet med etablering af et splinternyt datterselskab i Ukraine.
Datterselskabet skal stå for salg og markedsføring af Unipaks produkter på det store ukrainske marked.

Flere medarbejdere

Direktør og medjer Henrik Harmsen har store forventninger til den nye satsning.
“Vi forventer en betydelig afsætning på det ukrainske marked, og hvis det går, som vi håber, så vil vi relativt hurtigt nå loftet for, hvad vi kan producere med den nuværende bemanding. Derfor har vi en forventning om, at vi kan ansætte yderligere et par medarbejdere i produktionen i Galten, når vi har fået gang i salget i Ukraine,” siger Henrik Harmsen.
Henrik Harmsen har noget at sammenligne med, når han anslår optimistiske toner om det nye marked.
Unipak har nemlig allerede gennem mere en en halv snes år været repræsenteret med et datterselskab i Polen, ligesom firmaet også er på det russiske marked via en samarbejdspartner.
“Vi ved fra disse markeder, at der kan blive tale om betydelig afsætning, og at vi taler om millioner i meromsætning,” siger Henrik Harmsen.
Unipak A/S er i forvejen en erfaren eksportvirksomhed med repræsentation i 20 lande, og næsten 90 procent af produktionen eksporteres. To trediedele af omsætningen stammer fra egenproducerede varer, som primært laves på Marktoften i Galten. Virksomheden råder dog over en enkelt lille produktionslinje i Polen.
Baggrunden for virksomhedens succes med at sælge til udlandet hænger ifølge direktør Henrik Harmsen sammen med, at Unipak konkurrerer på at have et samlet servicekoncept som leverandør.
“Vi sælger en pakke, hvor det ikke bare handler om produktet, men om den samlede forretning fra første kundekontakt . Vi holder, hvad vi lover og gør det enkelt at handle med os for vore kunder, som typisk er videreforhandlere,” forklarer Henrik Harmsen.

Direktør Henrik Harmsen, Unipak A/S.