Fortsæt til indhold

Mere hjælp til udsatte borgere

Aarhus skal have sin egen sociale 2020-plan, mener SF. Planen skal have klare mål for den hjælp, som udsatte borgere skal tilbydes

Samfund
Af Hans Larsen

Socialt udsatte børn og voksne i Aarhus Kommune skal tilbydes en langt mere effektiv hjælp mod blandt andet alkoholmisbrug, hjemløshed og psykisk sygdom, end det er tilfældet i dag.
Det mener SF i Aarhus, som nu fremlægger et udkast til en social 2020 plan.

Klare mål

Den langsigtede plan, der kommer i forlængelse af regeringens sociale 2020 plan fra i sommer, skal sikre barnets tarv i anbringelsessager, føre til 25 procent færre genindlæggelser af psykisk sårbare borgere, øge støtten til mennesker med handicap, halvere antallet af hjemløse samt føre til mellem 15 og 20 procent færre alkoholmisbrugere.
“Der er kun godt seks år til 2020, så det er vigtigt, at vi kommer i gang nu, da det i høj grad er kommunerne, som skal levere resultaterne i regeringens plan. Vi har i de seneste fire år været igennem en hård sparerunde, og tiden er nu kommet til, at vi får skabt en social balance i Aarhus,” siger SF's socialordfører Claus Thomasbjerg, der også er formand for Aarhus Kommunes socialudvalg.
Ambitionen er, at flere udsatte borgere i aarhus får en bedre tilværelse med bedre forebyggelse, støtte og behandling, så flere får mulighed for at leve et normalt liv. Det kræver blandt andet, at psykisk sårbare og misbrugere får bedre hjælp til at bearbejde svære oplevelser, og at mennesker med handicap får bedre støtte til at være mere selvhjulpne.
“Vi mener, at vi skal være ambitiøse på det her område. For eksempel bruger vi 300 til 400 millioner kroner årligt på alkoholmisbrug. Det er ganske mange penge, og ved at lave yderligere investeringer kan vi både spare sygehusindlæggelser, kontanthjælp og sygedagpenge samtidig med, at vi får hjulpet flere ud af et misbrug,” siger Claus Thomasbjerg.

Flere børneanbringelser

På børneområdet går indsatsen blandt andet ud på, at flere børn skal anbringes uden for eget hjem.
“Der er pt. 650 børn anbragt uden for hjemmet, og det er 100 færre end for fire år siden. Det skyldes besparelser, for der har ikke været et fald i antallet vanskeligt stillede familier. Vi har også eksempler på, at mange børn flyttes rundt mellem plejefamilier, og vi skal sørge for, at alle bliver anbragt det rigtige sted fra starten,” siger Claus Thomasbjerg.
På psykiatriområdet skal flere tilbydes psykologhjælp, så de ikke alene er på medicin. Der skal bygges 300 små boliger til hjemløse, og så skal handicappede have mere og bedre støtte i hjemmet.

Det rene valggas

Dansk Folkeparti's socialordfører, Jette Skive, kalder planen for valggas af værste skuffe.
“Jeg taber næse og mund over den her plan. Det er ren ønsketænkning for et løft, der ville sige spor to. Tilbage i virkeligheden sidder jeg og tænker på, hvor pengene til alt dette skulle komme fra. Det er helt ude i hampen,” siger Jette Skive.
Hun peger på, at kommunens budget blev vedtaget for bare en måned side, og da var det slet ikke den slags ønsker fra SF, der var på bordet. “Så jeg synes, det lyder enormt hult. Det dér kunne vi alle ønske os, men der er ikke penge til det. Det er bare fine ord på et stykke papir,” siger Jette Skive.
Claus Thomasbjerg siger, at SF endnu ikke har et overslag på, hvad planen vil koste. Den skal først finpudses i samarbejde med interessenterne.