Rådmand advarer mod Pisa-panik
Trods middelmådige resultater i den nye Pisa-undersøgelse vil rådmand for Børn og Unge, Kristian Würtz (S), ikke slå alarm
Der kommer ingen revolution på de aarhusianske skoler, selv om ny Pisa-undersøgelse boner ud med et middelmådigt resultat for den danske folkeskole, hvor eleverne i niende klasse er nummer 15 i matematik, nummer 18 i læsning og nummer 19 i naturfag blandt 34 OECD-lande i undersøgelsen.
Rådmand for Børn og Unge, Kristian Würtz (S), advarer direkte eksperter, skoler og beslutningstagere mod at gå i panik over undersøgelsen af grundskoleelevernes faglige færdigheder.
“Elever, forældre og skoler har ikke brug for en masse faglig tumult og hurtige holdninger, fordi undersøgelsen nu er blevet offentliggjort. Der er i stedet brug for arbejdsro til at gøre skolereformen til virkelighed og forankre de initiativer, vi allerede har taget,” siger Kristian Würtz.
Færre dygtige elever
Pisa-undersøgelsen konkluderer blandt andet, at eleverne går en anelse frem i læsning og en anelse tilbage i naturfag og matetik. I matematik er andelen af meget dygtige elever faldet fra 15,9 procent i 2009 til 10 procent i 2012.
“Vi skal selvfølgelig tage konklusionerne alvorligt og se på de udfordringer, som den peger på. Blandt andet skal skolerne udnytte muligheden for at arbejde med flere valgfag, så eleverne får større indflydelse på deres skoledag. Det kommer alle til gavn. Også de stærkeste elever,” siger Kristian Würtz.
Længere skoledag
Formanden for børne- og ungeudvalget, Thomas Medom (SF), mener heller ikke, at undersøgelsen er alarmerende, og han peger på, at Aarhus investerer massivt i den nye skolereform, der sikrer eleverne en længere og mere varieret skoledag.
“Tallene placerer os fortsat pænt i midterfeltet, men der er plads til forbedring. Dog ikke i en sådan grad, at vi skal ændre en hel masse ting. Men vi skal være ambitiøse, og det er vi også i implementeringen af den nye reform, for det er jo dygtige hænder og kloge hoveder, vi skal leve af i fremtiden,” siger Thomas Medom.
Han medgiver, at udskolingen i Aarhus ikke har været udfordrende og spændende nok for niende klasses eleverne.
“Men det er noget af det, reformen tager fat på. Eleverne kommer i højere grad end i dag til at sammensætte de timer, de gerne vil specialisere sig i. Man kan også vælge valgfag på andre skoler, så de dygtige elever får flere udfordringer end før,” siger Thomas Medom.
De dygtige skal udfordres
Laura Hay, der er Venstres medlem i børne og ungeudvalget, mener, at dygtige elever skal udfordres endnu mere, end der er lagt op til i skolereformen.
“I perioder skal det være muligt at få undervisning i særlige fag på gymnasieniveau, ligesom vi kan hyre undervisere, som er vant til at give med- og modspil til elever med særlige talenter. I Aarhus har vi alle muligheder for at kunne samarbejde med gymnasier, universitetet og andre uddannelsesinstitutioner, som kan sikre en sparring til de dygtige elever,” siger Laura Hay.
Hun er enig i, at der ikke er grund til at gå i Pisa-panik, og at skolerne i Aarhus generelt gør det rigtig godt. Men hun mener også, at man skal tage resultaterne i Pisa-undersøgelsen alvorligt.
“Vi skal ikke være bange for at måle os op mod andre og lære af andre kommuner eller lande,” siger Laura Hay.