Fortsæt til indhold

Strandpromenade varsler sol og sommer

Fredag kunne udvalgssformand Erwin Andresen tage det første spadestik til den nye strandpromenade i Aabenraa - i sne og blæst

Samfund
Af Betina Skjønnemand

Det var ikke just sol og sommer, man kom til at tænke på fredag formiddag, da formand for Aabenraa kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Erwin Andresen, tog det første spadestik til den nye strandpromenade ved havnen i Aabenraa.
Det var nemlig i blæst og snevejr, at den første bunke jord blev flyttet, og det var blev også en kort seance på havnen, inden politikere og gæster krøb i ly i tilstødende lokaler.
Men tanken om, at der til badesæsonen står en flot nye strandpromenade klar med krabbebro, en græsliggestol, streetboldbaner og forskellige motions- og legeredskaber i Aabenraa er nok til at varme kolde hænder og hjerter.
I alt bruger Aabenraa Kommune 6 millioner kroner på at forskønne og renovere strækningen fra Café Under Sejlet ved Sønderstrand til cirka midtvejs på lystbådehavnen, hvor der skal bygges en børnevenlig krabbebro ud i lystbådehavnens bassin.
Forskønnelsen omfatter også et promenadeforløb med granitbelægning og planteøer, asfaltering af hele parkeringsarealet ved Café Under Sejlet samt nogle ganske spektakulære, nye gadelamper, der opføres som såkaldte lystræer.
“Det er et vigtigt område, som vi nu omdanner til et rekreativt byrum, som man helt naturligt får lyst til at opsøge og bruge. Med sin beliggenhed tæt på vandet og en stor indfaldsvej får strandpromenaden stor indflydelse på, hvor indbydende vores købstad præsenterer sig – både for os, der bor her og for nye besøgende, der aldrig har været i Aabenraa før”, siger formand for teknik- og miljøudvalget, Erwin Andresen.