Fortsæt til indhold

En lille bid af Mellemøsten

Aoudla Majid har slået dørene op til Café Marcela i J.M Mørks gade i Aarhus midtby

Samfund
Line Hitz

Chili con carne, arabiske kager med honning og kokos eller kartofler med eksotiske krydderier.
Café Marcela er netop åbnet på J.M Mørks gade i Aarhus. Caféen ligger i en lille kælder, og når døren glider i, så bliver den mørke decemberhimmel erstattet af klitrene mosaik på væggene, et hav af stearinlys og en duft af krydderier og stærk kaffe.
På væggen kører et tv med billeder af ørken, sol, store hoteller og farvestrålende mad. Og tankerne flyver ind i et kulørt rejsemagasin med evig solskin og varme.
Bag caféen står 23-årige Aoudla Majid, som har været selvstændig siden han var 18 år.
Han har fået inspiration til Café Marcela under et længere ophold i Abu Dhabi, og meningen med caféen er netop at tage det bedste fra Mellemøsten.
“Jeg har taget alt det bedste fra Dubai, Abu Dhabi og Egypten og blandet det i caféen. Det er vigtig for mig, at alt maden bliver lavet fra bunden og udskiftet hver dag,” siger den unge caféejer.

Arbejd, arbejd

Aoudla Majid bruger alt sin tid på at arbejde. Han serverer selv i caféen hverdag, og han glæder sig altid til at komme ind og kredse om kunderne.
“Jeg har ikke interesseret mig for andet end at arbejde siden jeg var 14 år, og derfor er det helt naturligt for mig, at jeg altid selv er i restauranten, selvom det er mange timer om ugen,” siger han.
Med Café Marcela vil han gerne gøre op med, at indvandrere altid ejer pizzarier og kiosker, og det er vigtig for ham at vise, at han er mere, end hvad det blotte øje ser.
“Det kan godt være svært at være anderledes, og jeg vil gerne vise danskerne, at indvandrere duer til noget,” siger han.
Og selvom Café Marcela nu lukker nysgerrige aarhusianere ind i den arabiske kultur, så er det også vigtigt for Aoudla Majid at understrege, at der ikke er tilladt at ryge i den lille café.
“Der er mange der tror, at på en arabisk café må man ryge vandpibe, men det må man altså ikke. Her er total rygeforbud,” siger han
Og Aoudla Majid ikke færdig med at starte nye ting op.
“Jeg er i gang med at starte en ny frisør i nabobutikken, så kan jeg gå frem og tilbage,” siger han med et smil uden at afsløre, hvornår salonen skal åbne.
Café Marcela har åben alle hverdage fra 11 til 20 og lørdage fra 12 til 20. Der er lukket om søndagen.