Fortsæt til indhold

Møgelkær Dyrecenter lukker

Grethe Guldager ville fortsætte indtil hun fyldte 80 år, men det har en blodprop sat en stopper for

Samfund
Grethe Bo Madsen

”Det er meget vemodigt, men desværre nødvendigt. Kræfterne til at drive dyrehandlen er der ikke længere.”
77-årige Grethe Guldager havde ingen intentioner om at lægge arbejdet på hylden, før hun fyldte 80 år.
I 39 år har hun drevet dyrehandlen Møgelkær Dyrecenter, først i Risskov, siden i Lystrup Ny Center og de seneste syv år fra laden på privatadressen Møgelkærgård på Petersmindevej i Lystrup.
Men i foråret fik hun en blodprop, og selvom hun er kommet sig nogenlunde ovenpå den oplevelse, er arbejdet med dyrehandlen blevet for voldsom en byrde. Derfor har hun nu truffet den svære beslutning at lukke gårdbutikken med årets udgang.
”Jeg har altid sagt, at så længe, jeg kunne klare det, så blev jeg ved, for butikken har været en stor del af mit liv, men nu er jeg nødt til at erkende, at kræfterne til at drive den ikke er der længere,” konstaterer hun trist.

36 pudler satte gang i butikken

Ideen om at starte en dyrehandel udsprang af Grethes store interesse for puddelhunde, som hun havde opdræt af. Da interessen var på sit højeste, havde Grethe 36 pudler. Når hun solgte hvalpe til deres nye familier, ville de gerne høre lidt om, hvad de skulle vælge af foder, halsbånd, seler og hundeliner.
”Og så kunne jeg jo lige så godt starte en forretning op selv,” husker Grethe, der selvom hun hverken er uddannet dyrelæge eller dyrepsykolog, gennem årene har oparbejdet en omfattende viden om kæledyr og deres forskellige behov. Derfor har besøg i gårdbutikken altid været ledsagt af gode råd til kæledyrenes pleje og trivsel, ikke kun hunde, men også katte, kaniner, marsvin og hamstere.
I dag har Grethe kun en enkelt grå kongepuddel tilbage. Nu har hun også måttet sætte en dato for lukningen af sit livsværk. Tirsdag 31. december er det slut med Møgelkær Dyrecenter.
”Frem til den dato skal vi have solgt så meget som muligt fra lageret. Derfor har vi sat priserne ned, og alt sælges nu med stor rabat. Så der er mulighed for at købe meget billige julegaver til kæledyrene.”