Kom og lad os dele en historie sammen
Aarhus virksomheden Klods-Hans for viderekomne har udviklet spillet LynHistorier, hvor forskellige mennesker deler historier
Alle mennesker har en historie og en fortællerstemme. Det er filosofien bag LynHistorier, som den Aarhusianske virksomhed Klods-Hans for viderekomne står bag.
“LynHistorier er små erindringsglimt fra barndommen, ungdommen eller fra sidste uge. Historierne er måske aldrig blevet fortalt før, og de har måske ikke haft status af at være en rigtig historie,” siger Pernille Jacobsen, som er partner i Klods-Hans for viderekomne i en pressemeddelelse.
Spillet foregår ved at fire mennesker sidder om en bord. En person trækker et kort, hvor der står en sætning.
Det kan for eksempel være “En gæst, der har gjort indtryk”. Personen fortæller så den første historie på tre minutter, og herefter går turen videre til næste person.
Aktiv lytning
Ifølge Henrik Krogh, som er den anden partner bag Klods-Hans for viderekomne, så styrker spillet den aktive lytning.
“ Små ubetydelige historier bliver store og får betydning, når de bliver modtaget med kærlige ører og åbne øjne. Det er en fornem opgave og et tillidsfuldt erhverv at være lytter, og vi forsørger at skabe de optimale rammer for lytteren, ved at fortælle, at de ikke skal andet end at lytte,” siger han i en pressemeddelelse.
19. december afholder Klods-Hans for viderekomne et gratis event, hvor de fremmødte får mulighed for prøve spillet og lære nye mennesker at kende.
Det finder sted i Lynfabrikken i Aarhus midtby fra klokken 17 til 19.