God vind-vind mellem erhvervs-organisationer
Det nationale innovationsnetværk Offshoreenergy.dk og DJURS Wind Power har underskrevet samarbejdsaftale
Formand for det nationale innovationsnetværk Offshoreenergy.dk Anders Eldrup og formand for DJURS Wind Power Bo Allermann underskrev 2. december en samarbejdsaftale. Dermed har DJURS Wind Powers medlemmer mulighed for at deltage i konkrete udviklingsprojekter og netværksevents arrangeret af Offshoreenergy.dk.
Bo Allermann fremhæver, at den handlekraft, Offshoreenergy.dk står for i arbejdet med små og mellemstore virksomheder passer godt til DJURS Wind Power.
“Derfor er samarbejdet af meget stor betydning. På den måde er vejen til kontakter og kommende ordrer endnu engang forøget.”
Attraktiv partner
Offshoreenergy.dk er nationalt innovationsnetværk og videncenter og dermed samlingspunktet for Danmarks offshore klynge.
For Anders Eldrup er en stadig udbygning af offshore sektorens kompetence afgørende. Den skal forblive teknologisk førende, have høj beskæftigelse og god indtjening. Fortsat vækst opnås via et højt vidensindhold, samarbejde i værdikæden og effektivitet i ydelserne.
”I takt med udbygningen af offshore renewables sektoren skal vi sikre, at danske aktører samarbejder med det fælles formål at styrke sektoren som helhed, og dermed står stærkere i konkurrencen med udlandet. Regionale klyngeinitiativer er en vigtig del af den danske offshore renewable industri, og med aftalen har vi bekræftet det tætte samarbejde over for hinanden”, siger Anders Eldrup.