“Bedste Bud” med pragtvilla fra Risskov
Kendte dyster i at gætte boligpriser i ny programserie på TV3
”Bedste Bud” er navnet på en ny programserie, hvor tre hold af kendisser konkurrerer om at gætte prisen på forskellige boliger. Serien har premiere tirsdag aften10. september kl. 21.00 på TV3 og sendes derefter hver tirsdag aften.
24. september skal holdene gætte prisen på en pragtvilla i Risskov.
“Det er en meget flot villa i Stationsgade-kvarteret i Risskov. Det er en meget attraktiv adresse og med en suveræn udsigt over Aarhus Bugt,” fortæller ejendomsmægler Torben Rask fra Home i Risskov, der solgte villaen i januar i år.
“Den er i kategorien, der nærmest sælger sig selv, dog må det siges at være for købere i det høje prissegment,” afslører han uden at komme nærmere ind på flere detaljer om den skønne bolig.
“Jeg vil ikke gå så langt, som til at sige, at det sætter gang i salget, men det er uden tvivl meget positivt for området som helhed at få den slags opmærksomhed, som programmet skaber.”