KLUMME Strategi handler om lige nu!
I sidste uge, var jeg til møde med en potentiel ny kunde.
Jeg spørger som sædvanligt ind til mål, strategi, udfordringer osv. Og kommer, som jeg plejer til sidst, ind på en afdækning af, hvor gode de er i organisationen til at realisere de mål og den strategi de har pt.
Til min overraskelse fik jeg følgende svar:
”Lige nu har vi nok at se til, så implementeringen af vores strategi er sat lidt på hold”.
Det er langt fra første gang jeg bliver mødt med svar i stil med dette og tænker hver gang, at det kan være udtryk for, at vi har udarbejdet en alt for omfattende strategi, der er bundet op på alt for mange eller urealistiske/diffuse mål.
Eller det er fordi man bilder sig ind, at strategi er noget der handler om fremtiden og ikke snarere handler om, hvad vi skal gøre nu og her.
Men når vi nu bruger tid og andre ressourcer på at opstille en målsætning og definere den strategi der skal føre os derhen, hvorfor så ikke også bruge ressourcer efterfølgende på at gøre det?
Først handler det om at udvikle en enkel og jordnær, realistisk men også realistisk målsætning bundet op på få mål.
Dernæst handler det om at beskrive, hvilke kampe, der skal vindes, hvis disse mål skal nås.
I ikke alt for omfattende og langtrækkende handlingsplaner drejer det sig derefter om at beskrive, hvordan vi engagerer hele organisationen i at vinde disse kampe.
Så kommer det lange seje træk der handler om at gøre strategien til organisationens hverdag og ikke noget, der løber ved siden af. Dette er klart den sværeste del og kræver frem for alt en ledelse der bevarer fokus og sikrer et vedvarende højt momentum.
Hold fast i at strategien skal blive hverdag og målet vil blive nået!