Fortsæt til indhold

700 afviste asylansøgere rykker ind i Hørsholm

Justitsminister Morten Bødskov (S) og regeringen har bestemt, at Sjælsmark Kaserne skal omdannes til udrejsecenter for afviste og kriminielle asylansøgere. Borgmester Morten Slotved er rystet over beslutningen

Samfund
Morten Timm

Sjælsmark Kaserne i Hørsholm skal fremover huse 600-700 afviste asylansøgere - herunder kriminielle asylansøgere og personer på tålt ophold.
Det har regeringen besluttet, og nyheden er netop meldt ud af justitsminister Morten Bødskov (S).
Med udrejsecenteret på Sjælsmark Kaserne vil regeringen målrette indsatsen for at få flere af de afviste asylansøgere til at forlade landet.
"Vi vil sende et klart signal til de afviste asylansøgere, at det her er sidste stop i Danmark inden en udrejse," udtaler justitsminister Morten Bødskov.
I planen ligger, at der oprettes særlige afsnit på Sjælsmarks kaserne for kriminielle asylansøgere og for personer på tålt ophold. Afsnit hvor der er særlig fokus på sikkerhed, overvågning og adgangskontrol.
ifølge justitsministeren er det Kriminalforsorgen, der skal stå for driften af udrejsecentret, mens Røde Kors skal lave aktiveter for børn og familier.

Hørsholm ført bag lyset

I Hørsholm er det en rystet og lettere chokeret borgmester Morten Slotved (K), der fredag eftermiddag modtog nyheden fra justitsminister Morten Bødskov.
"Vi er i kommunen blevet ført bag lyset og har slet ikke været med ind over processen - og har trods flere henvendelser ikke hørt fra justitsministeren eller regeringen om deres planer i et år," siger en harm Morten Slotved og vurderer, at det får store konsekvenser for lokalborgerne i området.
Ikke mindst i betragtning af den korte afstand til Center Sandholm.
"Med dette udrejsecenter får vi en belastning af flygtninge i og omkring Hørsholm, som vi ikke har set noget andet sted i Danmark," pointerer Hørsholms borgmester.
Han forstår ikke, at man vælger Hørsholm - netop fordi regeringens ønske er at adskille de almindelige asylansøgere fra de afviste.
"Med 600-700 afviste asylansøgere på Sjælsmark vil det jo give en livlig trafik mellem Sjælsmark og Sandholm, og så er der efter min mening ikke tale om en adskillelse," fastslår Morten Slotved.
Han undrer sig desuden over, at Hørsholm Kommune for et år siden - på Udlændingeservices forespørgsel - meddelte, at man ikke havde mulighed for at huse flere flygtninge, mens andre kommuner meldte positivt tilbage om, at de godt kunne tage flere.

Morten Slotved, konservativ borgmester i Hørsholm Kommune.