Fortsæt til indhold

Børn fylder Nettos væg med tegninger

Samfund
Arkiv

Fredag 6. december var Netto i Hørning fyldt af glade barnestemmer, da den lokale børnehave, Hørning Børneunivers, var på besøg.
Børnene har i den seneste tid tegnet tegninger, som nu pryder en af væggene i butikken.
Butikken har på det seneste haft en midlertidig trævæg til at adskille den eksisterende butik med de tilstødende lokaler, som snart bliver en del af butikkens salgsareal. Butikschef Kamilla Henriksen syntes, at trævæggen så lidt trist ud og fik idéen til at spørge børnehaven, om de ville tegne nogle tegninger, der kunne give kunderne noget fint at se på, mens håndværkerne er i gang med at arbejde i butikken.
”Vi havde en rigtig dejlig formiddag sammen med børnene og pædagogerne. De kom forbi butikken, hvor vi holdt en lille fernisering og så de fine tegninger. Bagefter hyggede vi os med frisk frugt og lidt at drikke, inden børnene fik hver deres lille Scottie-bamse med hjem," fortæller Kamella Henriksen.

Netto i Hørning bliver snart større

Butikken bærer i denne tid præg af at være under gennemgribende renovering og udvidelse. Bodegaen, der tidligere var Nettos nabo, er flyttet og lokalerne er ved at blive sat i stand. Inden længe brydes væggen ned, så lokalerne kan vokse sammen med Nettos butik.
Det kommer til at betyde mange flere kvadratmeter. Den nye butik har et salgsareal på 740 kvadratmeter, og er dermed 100 kvadratmeter større end den gamle butik. Den nye butik kommer til at fremtræde lys og indbydende, og der bliver blandt andet en stor og flot frugt- og grøntafdeling samt ekstra meget plads til et stort udvidet kødsortiment.
Kamilla Henriksen og Netto i Hørning er klar til at byde alle kunder velkommen til åbningsfest i den nyrenoverede butik 21. februar.

Du kan se alle de fine tegningerne i Netto. Pressefoto