Laboratorietravlhed spænder ben for Sorte Sø
Den lovede rapport om Sorte Søs tilstand, der skulle komme i december, lader vente på sig
Rapporten om årsagerne til, at Sorte Sø ikke er blevet væsentligt renere efter en omfattende oprensning i 2009, ser ikke dagens lys i december, som det ellers var planen.
Cowi, som forestod den omfattende oprensning skulle i følge aftale med Skanderborg Forsyningsvirksomhed aflevere en rapport om, hvorfor søen stadig forurener Gudenåsystemet med fosfor. Rapporten er imidlertid forsinket.
“Så vidt jeg har forstået, er der et stort pres på det laboratorie, som Cowi har en aftale med, og prøverne kan derfor ikke bliver analyseret i tide,” siger Jens Bastrup, administrerende direktør ved Skanderborg Forsyningsvirksomhed.
“Vi forventer dog stadig at overholde aftalen med Teknik og Miljø udvalget, således at de kan tage stilling til rapportens konklussion i marts næste år,” slutter direktøren.