Piger i trøjen for en dag - og gerne mere
54 unge kvinder fra Nordsjælland og Storkøbenhavn var med på inspirationsdag på Garderkasernen i Høvelte for at finde ud af om en uddannelse i forsvaret kan være noget for dem
"Har du prøvet at skyde på nogen?"
Spørgsmålet, der blev stillet til inspirationsdagen for unge kvinder på garderkasernen i Høvelte, kom skarpt og rammende fra en unge kvinde, der lige havde prøvet at skyde i en laserduel mod en digital skærm i kaserneområdets skydehal.
“Nej, det har jeg ikke, og det håber jeg heller aldrig, at jeg kommer til.”
Cecilie Rottbøll, der som ambassadør for forsvarets rekrutteringscenter var taget fra Vordingborg til Nordsjælland for at fortælle og vejlede om forsvarets udfordringer og glæder, svarede hurtigt og afvæbnende, men kunne i teorien sagtens have afleveret et andet svar.
For Forsvarets opgaver har i dag ændret sig markant, og derfor har Cecilie Rottbøll som så mange andre danske soldater også været i Afghanistan.
Vil gøre en forskel
Det afskrækkede dog ikke de 54 unge kvinder fra Nordsjælland og København, der på denne grå og disede dag i december var troppet op på Høvelte Kaserne for at hoppe i trøjen og prøve en række udfordringer og høre nærmere om et liv i forsvaret.
"Jeg har slet ikke tænkt over, at man skal skyde nogen. Jeg vil i forsvaret, fordi det er et sted, hvor man gør en forskel, og hvor der er en mening med det, man gør," siger 19-årige Rebecca Holtz fra Tune ved Roskilde.
Mange kvinder vil ind
Rebecca Holtz er netop blevet færdig med gymnasiet og overvejer derfor nu seriøst at fortsætte i forsvaret. Og det er hun langt fra den eneste unge danske kvinde, der gør.
Næsten 20 procent af landets værnepligtige er i dag kvinder, og 15,5 procent af alle medarbejdere i forsvaret er kvinder.
I Livgarden, som hører til på Høvelte Kaserne, er andelen af kvinder dog noget lavere end andre steder.
"Det må være fordi, at livgarden er så gammeldags og traditionsbunden. Og så er det altså rigtig hårdt her," siger Monica Thomsen, der er garder og var med på inspirationsdagen for at fortælle om den kaserne, hvor hun er uddannet.
Strategisk konsulent i Forsvarets Rekruttering, Nathalie Skovgaard, var også med på inspirationsdagen i Høvelte. For hun håber, at den kan være med til at berolige og overbevise flere kvinder om, at det er noget for dem, de kan klare.
"Vi har brug for kvinder. For forsvaret skal jo afspejle samfundet og dets sammensætning. Og så har kvinder altså nogle andre kompetencer, som vi gerne vil have også," siger hun, imens hun beundrende konstaterer, at nogle af de piger, der er i gang med at kaste håndgranater, “kaster rigtig langt”.
"Der er da nogle fysiske krav her, og de er ens for mænd og kvinder Men de er ikke værre, end at de fleste danske kvinder kan klare dem. Og så overgår kvinderne ofte sig selv for at leve op til mændene, hvad der også er tilfældet modsat, for mænd vil jo ikke stå tilbage for en kvinde, der kan" smiler rekrutteringskonsulenten.
Mange udfordringer
Til inspirationsdagen på Høvelte Kaserne fik de fremmødte kvinder for alvor lov til at vise, hvad de duer til.
Først blev de iklædt en grøn uniform og instrueret i at gå i kolonne og takt. Så blev de vist rundt på kasernen og udsat for en masse militære udfordringer. Blandt andet på handlebanen, hvor der blev kastet håndgranater, løftet 'sårede' kammerater, båret bårer i røg og dam, forceret glatte skrænter i terrænet, tilberedt egen feltrationer og skudt efter 'levende' mål i skydehallen.
“Jeg har været i praktik i forsvaret før, så alt det var ikke nyt for mig. Tilgengæld var det nyt og inspirerende for mig, at det her var kvinder, som demonstrerede og fortalte os om det,” siger 23-årige Kirstine Lauritsen fra København, der som arbejdsløs professionsbachelor mener, at det er det rette tidspunkt for hende at søge ind i forsvaret nu.
“Desværre har jeg så lige hørt, at der kan være ventelister på op til to år,” konstaterer hun med bekymret stemmeføring, men bliver straks beroliget af den tilstedeværerende rekrutteringskonsulent.
“Det kommer altså an på, hvor du søger hen, så du skal endelig bare søge ind.”
Og det vil Kirstine Lauriten og mange af de andre deltagere så efter en inspirationsdag, der langt fra skræmte dem væk fra et liv i forsvaret. Tværtimod.