St. Sjørup, Bønnerup og Gjerrild har arbejdsgrupper om turisme
Samarbejde om at styrke turismen på Norddjurslands kyst
Norddjurs Kommune har inviteret byerne St. Sjørup, Bønnerup Strand og Gjerrild til at komme med ideer til, hvordan landsbyerne kan tiltrække sig større opmærksomhed blandt danske og udenlandske turister.Der har været holdt møder, og der er blevet dannet arbejdsgrupper i de tre byer. Det er meningen, at de første spor af samarbejdet allerede skal kunne ses i sommeren 2014.
Gode oplevelser til gæster
Fra St. Sjørup fortæller Lars Gaaei, formand for borgerforeningen, at man er meget opmærksomme at give gæsterne gode oplevelser og samtidig bevare og beskytte natur- og kulturværdier. Flere aktiviteter i landsbyen, der bindes sammen med sommerhusområdet og de øvrige byer langs nordkysten er på St. Sjørups arbejdsseddel.
Jens Brønden, Bønnerup, fortæller, at man her har talt om at sætte fokus på havnen for både gæster og lokale, for eksempel med sommeraktiviteter og gode faciliteter for kite-surfing.
I Gjerrild arbejdes der på at få etableret en sommerhøjskole, der kan tiltrække folk fra nær og fjern. Bent Nørregaard fra sommerhøjskole-projektet fortæller, at man også gerne vil gøre byens torv mere indbydende.
Byerne har samtidig stort fokus på, at der skal tænkes på tværs, så man i fællesskab kan skabe større events og aktiviteter.
I samarbejdet deltager også Destination Djursland.