Fortsæt til indhold

En bog for bedsteforældre og børnebørn

Forfatter Helle Juhl fra Sdr. Bjert har netop udgivet bogen, Barndommens land

Samfund
Susie Jessen

“Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at bogen bliver brugt af bedsteforældre, som kan læse op for deres børnebørn og fortælle, hvordan det var, dengang de var små”
Ordene kommer fra forfatter og journalist Helle Juhl alt imens hun bladrer i sin bog ved det mørke træbord i det hvide hus i Sdr. Bjert.

Helle Juhl har netop fået udgivet bogen “Barndommens land - Danmarkshistorie i børnehøjde” fra forlaget Gyldendal.
Bogen er den tredje i en serie af bøger, hvor den første hed “Der var så dejligt ude på landet” og den anden “Husbestyrinde søges”.

Brunkålsbisserne

Den tredje bog i rækken handler om børnenes danmarkshistorie og i følge forfatteren kommer man rundt om både den politiske historie og kulturhistorien i forhold til børnene. Men man får også et indblik i de betingelser der var for børn fra 1920 og frem.
Og netop børnenes betingelser har overrrasket den ellers garvede forfatter i Danmarkshistorien.

“Under krigen blev der gravet efter brunkul og jeg har en beretning derfra i bogen. Før jeg skrev bogen troede jeg kun, at det var unge stærke mænd, der befandt sig der. Det var et lovløst område og dem der arbejdede der, kaldte de for “brunkålsbisser”. Men jeg har fundet ud af, at også kvinder og børn boede der under kummerlige forhold. Det har virkelig overrasket mig”, fortæller Helle Juhl.

Helle Juhl har interviewet i alt 17 personer i forbindelse med bogen, hvoraf en del er bosiddende i Kolding og omegn. Den tidligste beretning i bogen kommer eksempelvis fra en lokal kvinde, som oplevede Christian den tiende ride igennem Kolding på vej ned til grænsen i 1920.

Helle Juhl peger på, at det er vigtigt for hende, at forevige beretningerne fra en tid, som ellers kan risikere at blive glemt.
“Uanset hvor gamle vi er, har vi godt af at kende vores fortid. På den måde kan man bedre have holdninger til hvordan fremtiden kan tilrettelægges. Den offervilje, som tidligere generationer har lagt overfor vores samfund er god at kende”.