Den bedste julegave
Da jeg var 10 år, fik jeg mit livs bedste julegave. Gaveudpakningen var ellers begyndt lidt skuffende. Hvor var min gave fra mor og far? Jeg pakkede alle gaverne op, men der var ingen fra mor og far. Til sidst lå der kun en hvid kuvert på min plads. Skulle jeg bare have et brev? Jeg lukkede det op. Et hvidt ark papir og nogle få ord:
"Tag far i hånden, og følg med."
Far rejste sig. Vi gik ud af den julehyggelige stue. Vi gik fra rum til rum i det mørke hus. Til sidst kom vi ned i kælderen. Der var der et gammelt spisekammer, som nu blev brugt til ragelse. Der var mørkt og koldt. Far tændte lyset – og så lød der pludselig små glade pip. På et bord stod et bur med to små, orange kanariefugle. Nej, hvor blev jeg glad!
Fra den dag blev mit liv fyldt af liv og fuglesang fra morgenstunden. Det blev også fyldt med opgaver og ansvar. Med glæder og uventede bekymringer, når de små kræ blev syge. Med forundring, da de fik unger. En lille flok skrøbelige liv, som var helt afhængige af min omsorg og pleje, opmærksomhed og bekymring.
Det er den bedste julegave, jeg nogen sinde har fået, og den mest tidskrævende! Det tog en masse tid – eller man kan også sige: Jeg fik en masse skøn tid med liv og fuglesang!
Denne jul får du sådan en gave! Det er en slags brev med nogle mærkelige gammeldags ord. De begynder: "Og det skete i de dage...".
Det er et brev til dig! Nu tænker du måske:
"Hvad i alverden er det dog for et mærkeligt brev? Det har været 2000 år undervejs. Et brev fra en helt anden verden og en helt anden tid. Er det ikke helt uvedkommende for mit liv?"
Men inde bag de gamle ord, skal du høre en lysende sætning:
"Tag far i hånden, og følg med."
Hvis du følger med, kommer du til krybberummet. Her ser du et lille, skrøbeligt barn. Og du får at vide, at i det barn giver Gud dig al sin fred og al sin glæde. Gennem et lille barn kalder Gud på din ømhed og kærlighed. Du skal værne og beskytte barnet. Du skal værne og beskytte kærligheden og freden.
Hvordan værner man kærlighed og fred? Prøv! Du kan prøve nu i denne jul, overfor de mennesker, der er omkring dig. Prøv blot! Gud kalder ømheden frem i dig, og han holder dig selv i hånden.