Mårslet Multihus har indsamlet en mio.
Godt nok har det været på vej i en del år, men i 2015 skulle Mårslet Multihus gerne stå færdigt
Styregruppen bag Mårslet Multihus har netop rundet en million kroner, og er dermed et skrid nærmere at få realiseret projektet, der efterhånden har stået på de seneste otte år.
Der har været en finanskrise inde at pille ved projektet, men nu er der for alvor sat ind for at få huset realiseret, og går alt som planlagt, står det færdigt i løbet af 2015, i hvert fald hvis man skal tro på formanden for styregruppen, Kurt Kirkedal Laursen:
“Krisen er her ikke nu, og samtidig har vi sat fuld kul på. Det er primært det, der er årsagen til, at vi har rykket.”
I august var der indsamlet 700.000 kroner, og alene på de seneste fire måneder er der blevet indsamlet over 300.000, så projektet nu har rundet en million kroner. Derudover har multihuset fået 1,6 millioner kroner fra Aarhus Kommune.
En kraftig reducering
Til at starte med var planen, at det skulle være en multihal, og den ville have kostet omkring 40 millioner, men da styregruppen skar i tankegangen, er der nu et budget på 15-20 millioner kroner.
Der er selvfølgelig langt fra lidt over en million til 15-20 millioner kroner, men Kurt Kirkedal Laursen og Steen Bille, der også er en del af styregruppen, er stadigvæk overbeviste om, at det bliver realiseret.
“Vi håber at få i alt 2,2 millioner kroner mere fra Aarhus Kommune, eksklusiv moms, og så skal vi selv stille med det tilsvarende beløb. Vi mener bestemt, at projektet er realistisk, ellers arbejdede vi ikke videre med det,” forklarer Steen Bille.
De resterende penge skal komme fra fonde, lån og sponsorater fra virksomheder.
Indtil videre har SuperBrugsen og Rema 1000 i Mårslet spyttet penge i projektet, men styregruppen vil fremover have endnu mere fokus på de erhvervsdrivende og fortsat borgernes bidrag.
Men hvad nu med de penge, der er indbetalt, hvis projektet ikke bliver til noget alligevel?
“Alle, der har indbetalt over 5.000 kroner får deres penge retur. Beløb under det vil, i tilfælde af det ikke bliver til noget, gå til et tilsvarende projekt i byen,” siger Kurt Kirkedal Laursen.