Skyskraber på havnen er en død sild
Havneinvest A/S opgiver at opføre “Lighthouse-tårnet” på Aarhus Ø. Det bliver for dyrt
De skyhøje planer om at opføre en 142 meter høj skyskraber med lejligheder på Aarhus Ø er faldet til jorden. Havneinvest A/S, som havde option på byggeriet “Lighthouse-tårnet”, har opgivet at gennemføre dét, der ellers var udset til at blive Aarhus' nye vartegn.
Dårlig forretning
Ifølge Ole Byriel, som er direktør i Havneinvest A/S, er fyrtårnsprojektet skrinlagt af mange forskellige årsager. Og den største årsag er, at alle beregninger har vist, at projektet bliver en meget dårlig forretning.
Det ville koste i omegnen af halvanden milliard kroner at opføre “Lighthouse-tårnet.” Og i bedste fald var det også halvanden milliard kroner, der ville komme ind på salget af lejligheder. Og det giver ingen mening.
“Vi har arbejdet på det her projekt i flere år, og kulminationen er, at vi ikke kan få økonomien i projektet til at løbe rundt. Man har prøvet at skrue på mange forskellige parametre uden held,” siger Ole Byriel og fortsætter:
“Der er ikke nogen, der stopper halvanden milliard kroner i et projekt, for måske at tjene halvanden milliard kroner. Der mangler et incitament til at investere, og der mangler en fortjeneste. Og den skal endda være rimelig høj på et sådan projekt, før nogen vil satse så mange penge.”
En dyr skyskraber
Byggeomkostningerne er blandt andet skyhøje, fordi det koster at bygge i højden. Samtidig er grunden til 270 millioner kroner dyr, og jordbundsforholdene er problematiske. Det gør det endnu dyrere at bygge en skyskraber.
Derudover vil et underjordisk parkeringsanlæg i tre etager også blive voldsomt dyrt, oplyser Ole Byriel. “Et byggeri, der er så højt, må ikke have altaner på grund af vinden. Det har også gjort os i tvivl om, hvorvidt vi kan sælge de lejligheder,” siger Ole Byriel. Endelig hører det også med til projektet, at der skal opføres en erhvervspark, som skulle være lige så stor som Frichs-parken i Aabyhøj.
Håndklædet i ringen
Og det er der slet ikke behov for, mener Ole Byriel og peger på, at der kommer erhvervsbyggeri på nabogrunden, “Pakhus 2013.”
“Så alt i alt er det summen af mange ting, som gør, at vi kaster håndklædet i ringen og siger, at vi ikke kan gennemføre det projekt. Vi vil gerne være med til at nytænke et andet projekt, men vi kan ikke realisere det her, som det er tænkt,” siger Ole Byriel.