Fortsæt til indhold

Bøgholts unge dykker efter succes

Institutionen Bøgholt har i samarbejde med Ung i Aarhus Skanderborgvej arrangeret fritidsaktivitet for de unge - hvilket er usædvanligt

Samfund
Camilla Olesen

Et nyt samarbejde mellem Bøgholt i Viby og Ung i Aarhus Skanderborgvej hjælper utilpassede unge på Bøgholt til at blive bedre rustet til “den virkelige virkelighed.“
Det foregår ved, at de unge får dykkerundervisning i Søndervangskolens svømmehal af professionelle instruktører, og det gavner, fortæller Kim O. Sørensen, værkstedsleder og tovholder på projektet.
“De unge herfra kan ikke færdes i de almindelige fritidstilbud. Det kan for eksempel være på grund af problemer med adfærd. Der er pædagoger med fra Bøgholt, men det er instruktørerne, der kører undervisningen,” siger Kim O. Sørensen og fortsætter:
“Vi gør det her for at øve dem i at begå sig i samfundet.”

Det er godt

14-årige Nanna Cecilie Bendix Thostrup er én af de unge, der bor på Bøgholt.
Hun er en af de ressourcestærke og har også fået lov til at gå til ridning.
De to fritidsaktiviteter er med til at give hende en bedre hverdag.
“Når jeg kommer ud herfra, så føler jeg mig fri. Her er der faste tidspunkter på alt. Det giver mig luft, og jeg føler mig lettet, når jeg ikke er her,” siger Nanna Cecilie Bendix Thostrup.
Hun glæder sig i høj grad over, at hun får lov til at være i svømmehallen, også selv om de eneste udefrakommende er instruktørerne.
“Når jeg kommer ind i svømmehallen, så tænker jeg: Nu skal jeg høre efter, for det her vil jeg gerne. Det er mega fedt at være en del af den “almindelige ungdom,” smiler Nanna.
Hos Ung i Aarhus Skanderborgvej er Mads Seiersen vice fritids- og ungdomsskoleleder.
Han var ikke et sekund i tvivl om, at han ville bakke op om Bøgholts initiativ, da Kim O. Sørensen tog kontakt til ham.
“Det er jo en kommunal opgave at skabe livsduelige og robuste unge mennesker. Den her opgave er ikke anderledes for os end andre. Vi har sørget for at lave en aktivitet i nogle rammer, som de unge kan være i,” siger Mads Seiersen.

Godt med aktiviteter

Hvis man spørger lektor i socialpædagogik på Aarhus Universitet, Søren Langager, pointerer han vigtigheden i, at Bøgholts unge kommer ud af huset.
“Enhver aktivitet ud af huset bør prioriteres højt. Hvis de unge skal opbygge erfaring med at færdes i samfundet, så skal de også være ude i det - jo mere jo bedre. Det her initiativ er meget prisværdigt,” siger Søren Langager.

Mere samarbejde fremover

Kim O. Sørensen fra Bøgholt har en forhåbning om, at Ung i Aarhus og Bøgholt også i fremtiden kan lave aktiviteter for de unge.
“Det ville være fedt, hvis vi kunne samarbejde igen. At vi gør det her er med til at give de unge noget selvværd og selvtillid,” siger Kim O. Sørensen, og den betragtning er Nanna helt enig i:
“Jeg kan mærke, at jeg er vokset. Før i tiden havde jeg ikke så meget selvtillid og selvværd, men i de to år jeg har gået her, er det kun gået opad. Når jeg dykker, så får jeg bekræftet, at der er endnu en ting, jeg er god til,” siger hun.
Mads Seiersen er da også imødekommende for mere samarbejde med Bøgholt:
“Det kan sagtens lade sig gøre, at nogle af de unge kommer i ungdomsskolen, men de skal selvfølgelig være klar til det. Vi kunne for eksempel lave aktiviteter som motorcross.”