Norddjurs holder igen på statens §18-midler
Norddjurs Kommune får bundplacering når det gælder anvendelsen af det bloktilskud staten giver til frivilligt socialt arbejde
“Beskæmmende”. Det er medlem af frivilligrådet Orla Lunds mening om Norddjurs Kommunes fordeling af §18 midler. Det er de penge, der overføres fra staten som bloktilskud til frivilligt socialt arbejde i kommunerne.
Norddjurs bruger 47 procent af pengene og putter resten i kommunekassen. Det er en placering som nummer 95 af landets 98 kommuner og en bundplacering i Region Midtjylland.
Brug for pengene
Orla Lund henviser til den rapport, som Den sociale Ankestyrelse netop har udsendt om støtten til det frivillige sociale arbejde i landets 98 kommuner i 2012. Det er meget forskelligt, hvordan kommunerne har anvendt midlerne. Nogle kommuner bruger hele beløbet og mere til til det frivillige arbejde, mens andre anvender noget af det og putter resten i kommunekassen.
Orla Lund harmes over, at tallene ser sådan ud i Norddjurs, samtidig med at kommunen har et udtalt ønske om at styrke den frivillige sociale indsats overfor børn og familier. Men der er også brug for pengene på ældreområdet, understreger han, idet denne gruppe er betydelig større end andre grupper, der modtager støtte.
“Der er altså ikke belæg for at der i Norddjurs tages penge fra den frivillige sociale indsats på ældreområdet for at kanalisere den til området børn, unge og familier. Skal der gøres en større frivillig indsats her, kan det kun gøre ved at en større del af det §18 tilskud som Norddjurs modtager fra staten, bruges til det formål de er tiltænkt og ikke til andre kommunale formål.”
På vej opad
Formand for voksen- og plejeudvalget Niels Erik Iversen (S) erkender, at tallene ser ud som de gør, men han understreger, at Norddjurs Kommune er på vej op ad listen. Og at tallene har ændret sig, siden 2012, som rapporten tager udgangspunkt i.
“Siden da har vi både i forbindelse med budget 2013 og budget 2014 afsat flere midler til området. I 2013 blev budgettet forøget med 100.000 kroner og i 2014 er der blevet lagt yderligere 100.000 kroner oveni.”
Han fremhæver også, at der i forbindelse med budget 2014 er afsat 300.000 kroner om året i 2014 og 2015 til ansættelse af en frivilligkonsulent.
“Dette initiativ vil helt klart komme til også at styrke den frivillige indsats. Så vi er rigtig godt på vej, og de yderligere midler giver mulighed for fremover at støtte mange nye spændende, frivillige initiativer.”
Han peger på, at den lave andel er delvis historisk betinget, idet ingen af de gamle kommuner fra før kommunalreformen brugte de store beløb på det frivillige arbejde.