Lokal frisør vinder “sølvmedalje”
Normalt forbinder man konkurrencer, medaljer og sejrsfølelse med sportsfolk, men man kan også godt få medaljer, når man er frisør.
Det er sket for Ninna Thorsø, der er frisørassistent hos Hårkunst i Beder.
Hun har vundet en andenplads i årets farvekonkurrence, Color Zoom Challenge.
Hun fik hæderen i “disciplinen” Global Creative Colorist.
Kravet er, at frisøren skal være nytænkende og turde at blande farver, man ikke lige har set før, og samtidig skal både frisure og farve klæde den model, man arbejder på.
Udover titlen kan Ninna Thorsø også glæde sig over at få lov til at komme med i en bog, hvor hendes billede af modellen bliver trykt. Det er en bog, der skal inspirere andre frisører i 2014 verden over, oplyser Anette Birk, der er indehaver af Hårkunst, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.