Fortsæt til indhold

Alligevel med i rød bloks konstituering

Mod forventing har Enhedslisten indgået konstitueringsaftale med de øvrige røde partier

Samfund
Camilla Olesen

Lige efter valget var der ikke meget, der tydede på, at Enhedslistens Maria Sloth ville være med i en konstitueringsaftale med borgmesteren og de øvrige partier på den røde fløj, men det er nu sket.
Det betyder, at Enhedslisten sammen med de andre partier har peget på Jacob Bundsgaard (S) som borgmester.
Efter valget sagde Maria Sloth følgende til Lokalavisen:

“Vi kunne godt få lov at være med i konstitueringen, men vi kunne kun få alle krummerne for det. Vi fik også tilbudt viceborgmesterposten, men der følger ingen politisk indflydelse med, og det vil vi have i Enhedslisten. Derfor valgte vi ikke at være med i konstitueringen, da vi uden rådmandspost ikke kan bakke op om Jacob Bundsgaard som borgmester."

Men det er der altså nu lavet om på, oplyser borgmesteren i en pressemeddelelse.

Enhedslisten har i konstitueringsaftalen har blandt andet fået en formandspost i Børn og Ungeudvalget og Sundhed- og Omsorgsudvalget samt en post i ligestillingsudvalget.

Derudover har partiet fået en post i magistraten som magistratsmedlem uden umiddelbar ansvar for forvaltningen, samt en post i Beskæftigelsesudvalget og Tekniskudvalg.

Det er pt. desværre ikke muligt at fange Maria Sloth for en kommentar.