Fortsæt til indhold

“Der bliver overhovedet ikke lyttet til os”

Værløse-forældre håber på et julemirakel

Samfund
Martin Warming

16 frustrerede forældrepar i Værløse håber på et lille julemirakel. Efter den 1. januar skal de nemlig aflevere deres børn, der til daglig bliver passet af en lokal dagpleje-mor i Værløse, i gæstedagplejen Brudedalen i Farum. Men det er de ikke meget for.
Hidtil er børnene blevet passet af en fast gæstedagpleje-mor, når deres egen dagpleje-mor eksempelvis har været syg eller har holdt ferie, men fremover skal Værløse-børnene altså afleveres i gæstedagplejen i Farum, hvor der kan være op til 15 børn.
"Om 14 dage er der 16 børn, som skal afleveres i fremmed institution på Brudedalen hos fremmede dagplejere, hvis der bliver sygdom blandt dagplejerne i Værløse. Der går ligeledes ikke mange uger før første ferieperiode, og som vi nævnte i første brev, kan eller ønsker flere af forældrene ikke at aflevere i Brudedalen", skriver de frustrerede forældre i et brev til Per Udesen, der er centerchef for Center for Dagtilbud og Skole i Furesø Kommune.
Forældrene har holdt et møde med Per Udesen, hvor de udtrykte deres bekymring for den nye ordning. Forældrene har efterfølgende skrevet et par breve til kommunen, men der er ikke meget de har hørt fra hverken Per Udesen eller forvaltningen.
"Vi orienterede Børne- og Skoleudvalget den 04.12.2013 som aftalt i vort møde i Brudedalen. Vi aftalte med Børne- og Skoleudvalget, at vi vil se på alternative muligheder for gæstedagpleje og lægge dem frem for udvalget. Indtil en evt. alternativ løsning evt. er fundet, vil Brudedalen i Farum fungere som gæstedagpleje for hele dagplejen i Furesø. Vi vil derfor vende tilbage til jer og til Børne- og Skoleudvalget, når vi har set på forskellige løsninger. Jeg forventer, at dette kan ske i januar- eller februarmødet 2014", skriver Per Udsen i et svar til forældrene.

Ikke godt nok

Men det svar giver forældrene i Værløse ikke meget for.
"Hele ideen om, at vi skal aflevere vores børn til nogle fremmede mennesker i en fremmed institution uden nogen for indkøring, er helt grotesk. Det kan vi ikke byde vores børn. Det er reelt set ikke en pasningsmulighed, og jeg synes ikke, at de bare kan flytte rundt på vores børn efter forgodtbefindende", lyder det fra Pia Helene Hansen, der har en to-årig dreng i dagplejen i Værløse.
Furesø Kommune begrunder planerne om at lukke gæstedagplejen i Værløse med, at der er overkapacitet i Farum,.
"Hvorfor skal det gå ud over børnene i Værløse, at der er for mange dagplejepladser i Farum. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at de personalemæssige forhold i Farum skal komme vores børn til skade", lyder det fra Pia-Helene Hansen, der er mor til en to-årig dreng, der bliver passet i dagplejen i Værløse.
Men man kan ikke tage hensyn til bygrænserne, fortæller Per Udesen.
"Dagplejen i Furesø er en sammenhængende organisation, hvor børn fra Furesø tilbydes plads, hvor det ønskes eller, hvor vi har kapacitet. Vi har i de senere år haft dalende søgning til dagplejen, og vi har derfor reguleret antallet af dagplejere i forhold til antallet af børn. Dette gælder både for Værløse og Farum. Det skal derfor ikke særskilt gå ud over nogen, at vi tilpasser antallet af dagplejere ved naturlig afgang frem for afskedigelser", siger Per Udesen til Furesø Avis.

Efter den 1. januar skal dagplejebørnene i Værløse afleveres i gæstedagplejen i Farum, når deres egen dagpleje-mor er syg eller holder ferie. Men det er en rigtig dårlig løsning, mener forældrene. Modelfoto

Langt til Farum

Værløse-forældrene mener også, at afstanden til gæstedagplejen i Farum er et problem, og en del forældre vil få problemer med at få det til at hænge sammen, hvis de skal aflevere deres børn på Brudedalen i Farum.
"Vi er opmærksomme på, at transporten er eller kan være et problem særligt i morgen – og eftermiddagsmyldretiden. For nogle kan afstandene også være en udfordring. I forvaltningen tænker vi derfor på forskellige mulige løsninger for dagplejen, hvor dagplejen kan kombineres med en gæstedagpleje og legestue i et fast dagtilbud. Vi skal dog have gennemtænkt de forskellige mulige løsninger før de præsenteres nærmere", siger Per Udesen.
Christina Therkildsen er en af de forældre, der ikke vil gøre brug af gæstedagplejen i Farum. Hendes tre-årige datter har personlighedstrækket 'særlig sensitiv' og ville ikke kunne fungere blandt en masse fremmede børn og voksne, fortæller den bekymrede mor.
"Jeg ville aldrig aflevere mit barn til nogle fremmede mennesker i en fremmede institution. Hun rykkede ud af vuggestuen, fordi hun var utryg. Vi brugte to måneder på at forsøge at få hende til at falde til i vuggenstuen, men vi måtte give op til sidst, og det er gået op for mig, at der er børn, der aldrig vil trives i de store fællesskaber, hvor rammerne er lidt mere løse. Så nej, jeg ville ikke bruge gæstehuset i Farum", siger Christina Therkildsen.
"Udfordringen med særligt sensitive børn skal vi finde en løsning på. Formålet er at vi kan skabe trivsel og tryghed for de mindste", siger Per Udesen til Furesø Avis.

Lytter ikke

Forældrene i Værløse føler ikke, at der er blevet lyttet til dem, og de håber nu på en politisk reaktion.
Der bliver overhovedet ikke lyttet til os. Og folk er rasende. Der er tre eller fire forældrepar, der har skrevet til borgmesterkontoret, og her har man nu har bedt forvaltningen om en redegørelse. Vi har overhovedet ikke tillid til, at de kan finde en god løsning, der varetager vores børns tarv. Jeg håber, at vi kan få en dialog med politikerne. Forvaltningen er jo heldigvis politisk styret. Det handler om vores børn, og børn er ikke bare noget, der skal opbevares og flyttes rundt på", siger Pia Helene Hansen.